Umiddelbart giver overskriften ikke meget mening. Men vent bare - det kommer!
Hvis sætningen “da far var dreng” bruges hjemme hos os, sÃ¥ bliver der grinet rundt om bordet. Det er virkelig mange Ã¥r siden - og verden var jo slet ikke i farver dengang! Rigtig mange ting er forandret, og mange produkter er løbende blevet afløst af nye og bedre. 

Trods de mange år (!) oplever vi i familien ofte, at noget alligevel har overlevet - nemlig sange. Nogle af dem, jeg sang, da jeg var dreng, synges stadigvæk. Fantastisk. Og jeg kan dem stadig udenad.
Sangen har altid betydet meget i DFS’ og IM’s arbejde. Børnene synger videre pÃ¥ sangene pÃ¥ vej hjem fra klubben, eller nÃ¥r der lige er behov for at bryde ud i sang! Det er godt at kende “Lille Peter edderkop” og andre gode danske børnesange. Men det er nu ogsÃ¥ godt at kunne nogle sange, der handler om Gud, Jesus og troen. 

Det fantastiske ved disse Jesus-sange for børn er, at de kan bæres med rundt alle steder. De er med til at give det største til de mindste i hverdagen. Ofte har sangene et centralt budskab, som dermed kan være med til at formidle evangeliet på en enkel og forståelig måde. Det samme gælder, når vi ikke længere er børn - et salmevers eller en linje fra en sang kan sætte mange ting på plads i vores liv. 

Men hvad betyder overskriften så? Det er faktisk titlen på nr. 39 i den nye udgave af Syng med! Måske lyder det som en vrøvlesang, men den rummer faktisk mange sandheder om Gud, som børn kan forstå! 

“Bryd ud i lovsang for Herren” - lad os synge sÃ¥ bÃ¥de vi og vores børn ogsÃ¥ pÃ¥ denne mÃ¥de lærer mere om Gud.

Bent Molbech Pedersen
Landsleder i Søndagsskolerne

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 23.

Den udgave af Hjemlandstoner, vi synger efter, kaldes ofte den nye. Men den er over 20 år, og om ca. tre år kommer en afløser.
   Sange og salmer betyder meget for mange kristne. Vi synger meget og lærer sange udenad og bærer på den måde deres budskab med os. Mange har vidnet om, hvordan en sang, et vers eller bare en linje fra en sang blev til hjælp i en svær situation.
   I Danmark er vi særlig rige på sange og salmer. Også i Indre Mission er vores sangtradition en meget væsentlig del af vores åndelige arv. Her er meget guld! 

Den rigdom skal vi arbejde på at række videre til kommende generationer. Derfor skal Hjemlandstoner fornyes med jævne mellemrum. De sange, vi ikke synger, skal skiftes ud med nye, der er kommet til. Kun på den måde kan vi sikre, at arven ikke går tabt.
   Ligesom der er brug for nye tekster, er der også brug for nye melodier. De unge opdager værdien af nogle af de allermest centrale og betydningsfulde salmer, fordi der komponeres nye melodier. 

Siden 2003 er der arbejdet med at skabe grundlag for udgivelse af en sangbog sammen med Luthersk Mission, Evangelisk Luthersk Missionsforening og KFS, som skal afløse de fire organisationers forskellige sangbøger. Det betyder, at vi har mulighed for at blive beriget med noget af det bedste fra hinandens traditioner. Det er jeg overbevist om, bliver en berigelse for os alle.
   Et udvalg med repræsentanter fra de fire bevægelser arbejder på højtryk. Der tegner sig et billede. Vi er nu nået til en fase, hvor det er vigtigt, at så mange som muligt begynder at tænke med og give os input med forslag af forskellig slags. Hvilke sange af de kendte er vigtige at få med? Hvilke nye sange byder sig til?
   På hjemmesiden sangeogsalmer.dk kan man følge udviklingen i arbejdet. Her kan man også finde adresser på udvalgets medlemmer, så man kan indsende forslag og kommentarer.
   Tak til jer, der vil være med!

Peter Nord Hansen
Vicegeneralsekretær

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 22.

Begrebet dobbeltliv hører vi ikke sÃ¥ meget om mere. Op gennem 80′erne og 90′erne blev det mÃ¥ske sÃ¥ udpenslet og fortærsket, at vi ikke magter at høre mere.

Men virkeligheden er, at problematikken dobbeltliv har vist sig temmelig sejlivet og måske lever endnu bedre, også blandt unge, end nogensinde. 

At leve dobbelt vil sige at leve et liv i overensstemmelse med bibelsk etik og moral og samtidig leve et andet i modsætning dertil. Lever vi dobbelt lever vi i uoverensstemmelse mellem det, vi siger, og det, vi gør. Vi kan leve i bevidst synd, som vi ikke bekender eller tager et opgør med. Dermed bedrager vi Gud, vore medmennesker og os selv.

I mødet med andres dobbeltliv er det lettest at beslutte, at hvad andre gør angÃ¥r ikke mig. Og standardsvaret i konfrontationen med unges dobbeltliv bliver da ogsÃ¥ ofte: “Dét er udelukkende en sag mellem Gud og mig.” Eller sagt pÃ¥ en anden mÃ¥de: “Bland dig uden om!” 

Guds ord opfordrer os ultra-tydeligt til ikke at stille vores liv til rådighed for synden, men i stedet til rådighed for Gud. Som døbt er du oprejst til et nyt liv, og du skal derfor ikke trælle for synden men for retfærdigheden og modtage evigt liv. Synden derimod ender med død.

Dobbeltliv er altså et spørgsmål om liv eller død. Derfor angår det dig, hvordan andre lever deres liv. Ligeledes angår det andre, hvordan du lever dit liv. Vi skal turde give andre taleret ind i vores liv og samtidig fastholde, at vi har taleret ind i deres. Taleret til at forkynde Kristus.

Meget dobbeltliv er ofte alene blevet bekæmpet med harmdirrende lovforkyndelse, hvorfra ingen hjælp kommer. Kristus derimod er den, som ved sin nåde forandrer vores iver efter at synde og leve vores liv som vi selv vil. Vi tager opgøret med dobbeltliv ved at turde forkynde Kristus som Herre i vores liv og satse alt på hans forvandlende nåde.

Anders Møberg
Landsleder i IMU

Dette indlæg har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 21   �

I bededagsferien var godt 600 unge samlet til Konnekt. Konnekt er IMU’s nye landsarrangement mÃ¥lrettet de 20-30-Ã¥rige. Temaet var Billig nÃ¥de – Dyr nÃ¥de. 

Jeg tror, at IMU har fat i den lange ende, når de i forbindelse med Konnekt vælger at sætte fokus på, at efterfølgelsen, den dyre nåde, er noget, som Jesus tilbyder – og ikke noget, vi gør for ham.
   Alt for mange af os – det gælder både unge og ældre – lever ikke som frigjorte kristne, fordi vi let kommer til at fokusere på det, vi skal gøre – og ikke på det, Kristus har gjort for os. Kristenlivet bliver reduceret til aktiviteter, og vores åndelige identitet bliver bundet op på vores egen indsats og ikke på Guds nåde.

Præcis på det her punkt kan IMU være til stor inspiration for os andre, fordi IMU i øjeblikket er rigtig dygtige til at fastholde et stærkt og sundt fokus på Jesus som den handlende part – både i forhold til frelsen og til Kristus-efterfølgelsen.
   Det er min fornemmelse og mit håb, at weekendens Konnekt kan blive en katalysator for en smittende og forvandlende Kristus-tro. 

Gid alle os, der har rundet de tredive, må lade os smitte af det, som de unge har sat fokus på. Det har vi mindst lige så meget brug for, som de har!

Thomas Bjerg Mikkelsen
Generalsekretær

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 20.

Kirkeministeren har nedsat et udvalg, som blandt andet skal tage stilling til følgende spørgsmÃ¥l: Skal ægteskabsindstiftelsen fortsat foregÃ¥ i folkekirken, eller skal alle samliv indgÃ¥s for den borgerlige øvrighed, hvorefter der er mulighed for en kirkelig velsignelse …
   Dette punkt i udvalgsarbejdet har allerede skabt stor uenighed.
   Jeg vil gerne tilkendegive, at jeg synes, at al vielse - ægteskabsindgåelse - bør ske for den borgerlige myndighed, altså på rådhuset.
   Mit synspunkt er ikke begrundet i ønsket om at “lande” pÃ¥ et muligt kompromis i den standende debat om homoseksuelles mulighed for at blive viet i kirken. Det er derimod begrundet i, at ægteskabsindgÃ¥elsen har med jura at gøre. Det er en juridisk handling, og som sÃ¥dan bør den alene forholde sig til en samfundsmæssig ordning. Derfor sÃ¥ jeg meget gerne, at vielsen blev ført helt ud af kirken. Kirken har som sÃ¥dan ingen interesse i at være eller træde i den borgerlige myndigheds sted.

 Dermed kan vi ogsÃ¥ undgÃ¥ den folkelige misforstÃ¥else, som jeg har mødt flere gange i min præstetjeneste: “Vi er jo kun borgerligt gift.” Hermed antydes, at det borgerligt indgÃ¥ede ægteskab er lavere rangerende end det kirkeligt indgÃ¥ede ægteskab. Hvilket ikke er sandt!
   Guds velsignelse hviler lige fuldt over såvel det borgerligt som det kirkeligt indgåede ægteskab. Guds velsignelse er knyttet til det liv, der udfolder sig inden for hans skaberorden. Og ægteskabet er en Guds skaberorden. Inden for den ramme skaber Guds velsignelse liv og opretholder liv. 

Den kirkelige velsignelse af det borgerligt indgåede ægteskab er at lade det indgåede ægteskab omkranse og hellige af Guds ord, bøn og lovsang. Den kirkelige handling er udtryk for, at vi også lægger denne del af vores liv i Guds hænder og beder om hans hjælp til at leve i den i medgang og modgang, til døden os skiller.

Anders Dalgaard
Formand for Indre Mission

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 19.

Der bruges i disse uger meget tid og spalteplads i medierne på temaet overgreb, udsprunget af anklager mod præster i den katolske kirke i Danmark. I forbindelse med denne sag, er vi også i DFS blevet stillet en masse spørgsmål om vores praksis på dette område. 

Overgreb mod børn kan bestemt ogsÃ¥ ske i kirkelige sammenhænge - i vores sammenhænge. I DFS ønsker vi pÃ¥ alle mÃ¥der at undgÃ¥ ethvert overgreb pÃ¥ børn. Flere Ã¥r før loven om børneattester blev indført i 2005, talte vi om “det gennemsigtige fællesskab”. Et sÃ¥dant fællesskab er for os kendetegnet ved, at der er klare spilleregler og grænser, som kendes af bÃ¥de børn og voksne.
   Sidste forÃ¥r fik alle lejrchefer en “SOS-mappe”, hvor emnet ogsÃ¥ behandles. PÃ¥ soendagsskoler.dk er vores retningslinjer udførligt beskrevet. 

Forældre skal være trygge ved vores arbejde - og det skal være trygt at være leder i en klub/på en lejr.
   Vi har i DFS skrappere retningslinjer end loven om børneattester foreskriver. F.eks. opfordrer vi til, at alle ledere i klubben får indhentet børneattest. Ikke kun nye ledere over 18 år - også dem, der var ledere før 2005 og dem, der er 15 - 18 år. Desuden opfordrer vi til, at der indhentes attester på både lejrledere, ungledere og køkkenpersonale. 

Mediestorm eller ej. Det er et vigtigt område at have fuldstændigt styr på. Fokus er naturligvis på barnet - med rette. Men at få en anklage som voksen har store menneskelige konsekvenser. I en sådan situation er det godt at kunne dokumentere, at en børneattest er indhentet, og at det gennemsigtige fællesskab er udlevet.

Bent Molbech Pedersen
Landsleder i Søndagsskolerne

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 18.

Livskvalitet afhænger ikke af, hvad vi ejer. Sådan lyder en af ti teser, som er aftrykt i dette nummer af IMT. Den indre autopilot siger ja til det. For mange af os høres det som den største selvfølgelighed. Vi ved det, og vi tror måske, at vi lever efter det.
   Men hvad er virkeligheden? 

I aftes deltog jeg i en samtale på Indre Missions Hus med nogle lokale ledere i Indre Mission om den åndelige situation hos dem og ud over landet. Vi må konstatere, at mange af os prioriterer det åndelige liv ned i forhold til alt det andet, vi skal nå.
   Vi har så travlt. Familierne er pressede, siger vi. Men hvorfor egentlig? Hvad har vi så travlt med? Hvorfor har vi så travlt, at det går ud over det åndelige liv? Hvad er det, vi skal nå?
   Er det ikke fordi, vi i virkeligheden er blevet så optaget af alt det, der hører jorden til, som Paulus udtrykker det? Er det ikke fordi, det med livskvaliteten bare er noget, vi siger? Vi tror, vi ved det og lever efter det. Men vores liv fortæller måske en helt anden historie!?

Giv dig rig er overskriften for den kampagne om forvaltning, som Indre Mission står bag sammen med flere andre organisationer. En kampagne som har vakt opsigt og har vundet lydhørhed langt omkring. Jeg spørger mig selv, og nu også jer læsere: Har kampagnens budskab nået os?
   Overskriften taler jo helt enkelt om, at det er en rigdom at give af sine ting, sin tid og sine penge til andre. Men det indebærer altså, at jeg selv får mindre. Færre ting, mindre tid til mig selv og færre penge.
   Der lægges ikke op til at dyrke fattigdom som et ideal, men til at se værdien, glæden og livskvaliteten ved at give andre af det, jeg har fået.
   Jeg vil opfordre til at prøve det i praksis: Giv dig rig!

Peter Nord Hansen
Vicegeneralsekretær

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 17.

Den sidste tid har for mange af os stået i åndskampens tegn, fordi dele af vores kirke får et mere og mere løst forhold til Guds ord eller bevæger sig bort fra det. De negative tendenser i kirken tager vores opmærksomhed, og vi bliver let modløse.
   Tillad mig derfor at komme med denne påmindelse: Tristhedens nådegave findes ikke! Der ligger intet opbyggeligt i konstant at sukke og beklage sig over kirkens tilstand, og vi skal passe på ikke at dyrke negativitet og tristhed som en slags misforstået nådegave.  

Min pointe er naturligvis ikke, at vi ikke skal tale om eller reagere imod det negative, som ogsÃ¥ sker i dansk kirke- og Ã¥ndsliv i disse Ã¥r. Pointen er alene, at vi midt i Ã¥ndskampen skal holde fast ved glæden i Kristus. For glæden er en livgivende og frigørende kraft, som giver lyst til at handle – og den virker opbyggende pÃ¥ den enkelte og pÃ¥ fællesskabet.Â
Den nuværende situation i kirken kan let få os til at forsøge at dyrke en åndelighed, som vi alligevel ikke magter. Vi vil jo så gerne gå foran med et godt eksempel og danne modkultur gennem kampe, forsagelse og prioritering (hvilket også er en del af opgaven). Men vi taber let pusten og gnisten, fordi vi glemmer, at Kristus ikke har kaldet os til at være åndelige kæmper eller supermænd, men til frimodigt at følge efter i hans fodspor.  

Derfor denne opfordring til os alle:
   Lad os gå ud i mission og ind i åndskampen i vished om, at glædens Gud er med os, hvad der end sker! Lad det blive synligt, at vi er håbets folk, ikke modløshedens eller fortvivlelsens. Vi kan leve i frimodighed og glæde, for Kristus går foran sit folk og sin kirke!

Thomas Bjerg Mikkelsen
Generalsekretær

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 16. Â

I den sidste tid har den teologiske diskussion i medierne bl.a. drejet sig om, hvor vidt der er flere veje til Gud. Nærmere bestemt om Jesus er den eneste vej til frelsen og det evige liv hos Gud i herligheden, eller der er andre veje?
   Lad det være sagt tydelig: Det er min tro og overbevisning ud fra Jesu egne ord og det bibelske vidnesbyrd, at Jesus er den eneste vej til Faderen (til Gud), og at der ikke findes frelse i noget andet navn end navnet “Jesus”. 

Domprovst Anders Gadegaard tog i en kronik i Kristeligt Dagblad den 19. marts de gamle vestjyske missionsfolks forståelse af Guds almagt og uransagelige førelse til indtægt for sit synspunkt om, at der er flere veje til Gud.
   Jeg vil også gerne melde mig i koret af dem, der tror på Guds forsyn, alvidenhed og uransagelige førelse af mennesker.   Men jeg er ikke i tvivl om, at Anders Gadegaard mistolker missionsfolkenes Guds-tro, når han bruger den som argumentation for, at der er flere frelsesveje til Gud. De gamle missionsfolk ville aldrig have sagt ja til denne tolkning.
  Det, der har kendetegnet forkyndelsen i Indre Mission - gennem hele dens levetid - er forkyndelsen af Jesus som frelser, vel at mærke som den eneste frelser. 

Det er stadigvæk vores opgave at forkynde Jesus som frelser og forsoner. Der er vores opgave at kalde til omvendelse, kalde til tro på Jesus, kalde til et liv sammen med ham. 

Hvor heftig kirkedebatten og de dogmatiske stridigheder end måtte rase i kirke og folk, så er det stadigvæk vores første og vigtigste opgave at forkynde Jesus som menneskers eneste frelser - forkynde det ud fra Guds ords vidnesbyrd. Det skal vi gøre midt i vores kirke og midt i tidens kampe.

Anders Dalgaard
Formand for Indre Mission

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 15.

Kirken befinder sig i en tiltagende åndskamp, og særligt i disse måneder opleves det pres, som lægges på folkekirken udefra og indefra særligt håbløst. Verdslig ideologi og falske veje til frelse er udtryk for fjendtlig aktivitet og årsagen til, at dele af folkekirken bevæger sig længere og længere væk fra fundamentet i bibel og bekendelse. 

Åndskampen må udkæmpes med sandhedens og bønnens åndelige våben. 

Vi skal stædigt forfølge sandheden og argumentere skarpt, kærligt og klogeligt for den. Det er smerteligt, at flere i kirken kalder andet for sandt, end hvad Guds ord åbenbarer. Guds ord åbenbarer kun én sandhed, og den må vi søge og dernæst argumentere ultra tydeligt for i stadig respekt for andres holdninger. Vi må aldrig lade forkyndelsen af sandheden stække af angst for dårlig omtale eller af angst for at skabe en dårlig stemning, for da står vi i fare for at miste det åndelige våben, som sandheden er. 

Den ivrige søgen efter sandheden er alles ansvar, fordi ingen er immun over for verdslig tanke og handling.
   Lægfolk, præster, biskopper og politikeres holdninger skal afstives af ønsket om at være sandheden tro, og med bønnens våben må vi arbejde for, at tidsånden vender. Bøn er afmægtig af natur, men den indeholder en kraft af en anden verden, som vi skal turde stole på og hengive os til. Vi må bede om, at biskopper og beslutningstagere må turde stå imod samfundets trends, og om, at kirkens folk må få en fornyet frimodighed til at søge sandheden og være den tro. 

Langfredag var “Ã¥ndskampen” helt og uigenkaldeligt tabt, og absolut ingen troede, at den ultimative sejr kun lÃ¥ tre dage væk. Den sejr skal endnu i denne pÃ¥ske give os tro pÃ¥, at Ã¥ndskampens falske profeter i vores tid kan miste velvilje i land og folk, og at en ny besindelse pÃ¥ Sandheden kan finde sted. Lad os frimodigt bede om det, tro det og handle pÃ¥ det.

Anders Møberg
Landsungdomssekretær

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 13/14.