Der var engang, hvor der i mange missionshuse var ca. to årlige søndagsskolefester, hvor søndagsskolebørnene medvirkede, og deres forældre derfor var inviteret med. Aftenens program var tale og film-fremvisning. Aftnerne havde et klart evangeliserende mål - at nå familier som befandt sig i periferien af kirken/missionshuset.
Disse fester blev senere til “familieaftner” og en fast del af missionshusets program. 

I dag afholdes der familieaftner ud over hele landet - og jeg glæder mig over det. NÃ¥r det er sagt, har jeg ogsÃ¥ lyst til at udfordre med følgende spørgsmÃ¥l. Har disse aftner mistet det evangeliserende indhold og er blevet til en aften, hvor vi hygger os i “Klub IM”? 

MÃ¥ske er der behov for, at vi ryster posen og tænker nyt, nÃ¥r det gælder familien anno 2010. I efterÃ¥ret 2009 lancerede DFS “Messy Church - for hele familien”. Et evangeliserende tiltag med rammer, der har appel til tidens familier:
·  samværet er uformelt, men der er masser af nærvær og omsorg fra mennesker og Gud.
·  familier ånder frit og får lyst til at lære mere om Jesus og følges med ham videre i livet.
·  familier får et pusterum fra hverdagen og mødes i kirken/missionshuset på egne præmisser.
·  struktur, form og rammer skabes af familierne, så de gør ting sammen, som de finder relevant. 

Det er vigtigt, at vi som missionsbevægelse ikke har for meget fokus på drift og organisation og mindre på mission. Vi skal være kreative og finde strukturer og former, hvor evangeliet kan nå mennesker i dag. Vi har indholdet, men det er ikke altid, at vi pakker det kreativt ind. Som én engang sagde: Samler vi penge ind for at have aktiviteterne, og har vi aktiviteterne for at samle penge ind? 

Vores hjerteslag er mission. Lad os få hjertet til at banke hurtigere.

Bent Molbech Pedersen
Landsleder for Søndagsskolerne

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 09.

Dette nummer af Indre Missions Tidende sætter fokus på temaet diakoni. Det er relevant og giver meget god mening. Det er en af tidens gode trends i kirkelige sammenhænge, at diakoni er i fokus i disse år. Det må vi glæde os over.   Den helt store udfordring bliver springet fra de mange rigtige ord om diakoni til den konkrete hjælpende hånd eller nærværet med et medmenneske, som trænger til mig. Fra ord til handling. Fra begreb til noget, der sker mellem mennesker. Der siges og skrives meget godt og rigtigt om diakoni i disse år. Og selve ordet er et plus-ord. Fantastisk! Der har lige været en rigtig god konference i Århus med stor tilslutning. Der var fokus på omsorgen på sidste lederkonference. Der arbejdes teologisk med begrebet diakoni forskellige steder. Der udtænkes og planlægges projekter og fremstød af forskellig art.    Der tales om diakoni som noget væsentligt for vores fællesskab i missionshuset eller for kirken. Men der er en realistisk risiko for, at vi ikke når fra ord til handling. Der, hvor det ikke længere handler om at planlægge, tale og beskrive, men om at ofre og give afkald.    Først når jeg begynder at give af min tid til et andet menneske, som ikke lige er min ven, eller som jeg ikke synes, det er berigende at være sammen med. Først når jeg deler mit hjem og mine ting med andre. Først når jeg giver noget helt konkret til et andet menneske, som mangler det – først da sker diakonien.   Diakoni er et ord. Det er et begreb. Og når vi taler om det, kan det let gå hen og blive ved det. Noget, andre må virkeliggøre, eller noget, vi som kirke eller fællesskab skal virkeliggøre. Men i virkeligheden har det først betydning, når jeg som et kristent menneske giver af mig selv og af mit til en anden – bare for at hjælpe, støtte, opmuntre og glæde ham eller hende.

Peter Nord Hansen
Vicegeneralsekretær

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 08.

Fattigdom er et af verden største problemer. En sjettedel af verdens befolkning sulter som følge af fattigdom, og ca. ti millioner mennesker dør hvert år af sult og sultrelaterede sygdomme. Ca. 167 millioner børn under fem år er undervægtige på grund af akut eller kronisk sult. Det betyder, at op imod 20 procent af alle, der sulter, er børn. (Kilde: United Nations World Food Programme).  Sultkatastrofen kalder på akut opmærksomhed fra kirkens side. Som kristne bærer vi nemlig et særligt ansvar for social retfærdighed i verden, og evangeliet udfordrer os mange steder til at hjælpe dem, der sulter (læs f.eks. Matt 25,31-46). Vi kan ikke stiltiende se på, at mere end én milliard mennesker sulter, og det går altså ikke, at vi i vores del af verden fører en meget dyr livsstil, mens andre sulter.   Derfor denne opfordring til alle i Indre Mission:    Sæt fokus på de nødlidende i verden ved at samle penge ind til de missionsselskaber, der udfører et diakonalt og missionerende hjælpearbejde i den tredje verden. Sørg også for, at international mission og social retfærdighed kommer på dagsordenen både i klubarbejdet og i forbindelse med de almindelige møder.  Børn er særligt udsatte, fordi de i ringe grad er i stand til at forsørge og beskytte sig selv. Især små børn rammes ekstra hårdt af sult og sygdomme. Derfor glæder det mig, at vi sammen med fem andre organisationer er blevet enige om i 2010 at samle ind til Red Barnet. Det sker i forbindelse med projektet Giv dig rig, som sætter fokus på det ansvar, vi mennesker har i forhold til hinanden og den verden, vi lever i.

Thomas Bjerg Mikkelsen
Generalsekretær

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 07.

Ved et møde i et missionshus i mit sogn blev jeg dybt berørt af mødelederes indledning, som tog afsæt i jordskælvsulykken i Port-au-Prince pÃ¥ Haiti ud fra oplysninger pÃ¥ JesusNet.dk og dr.dk.    Midt i de voldsomme lidelser efter jordskælvene pÃ¥ Haiti rapporteres der om, at sang og bøn fylder gaderne i Port-au-Prince. I sangene klager de deres nød, og i bønnerne rÃ¥ber de til Gud om hjælp.   Sangene og bønnerne ledsages af hÃ¥rdt og ihærdigt arbejde. En af redningsfolkene sagde ifølge dr.dk: “Det er ikke mig, der fjerner jorden. Det er Guds hÃ¥nd, der elsker liv og guider mig, sÃ¥ jeg kan redde denne baby.”   Den gamle munkeregel “Bed og arbejd” bliver i Port-au-Prince til konkret virkelighed.

Bønnen og arbejdet har bÃ¥ret frugt! Til stor glæde har man kunnet finde overlevende i ruinerne op til 10-12 dage efter ulykken. NÃ¥r de befriede og overlevende haitianere bliver spurt om, hvordan de har kunnet overleve sÃ¥ mange dage under de sammenstyrtede huse, sÃ¥ har svaret ofte lydt: “Gud hjalp mig!”   Ulykken pÃ¥ Haiti er blevet en dyrt købt (andre har betalt prisen) pÃ¥mindelse til mig og os alle om, at vi mÃ¥ bede til Gud med den største tillid og arbejde med vore hænder og evner med den største ihærdighed. Det skal vi gøre til Guds ære og menneskers glæde og gavn. 

Hvad kan du og jeg gøre for de nødlidende på Haiti? Vi må bede til Gud om, at han vil lindre de nødlidendes smerte og sende mennesker på deres vej, som kan vise dem barmhjertighed. Vi kan donere af vores økonomiske midler og vores tid til hjælpeorganisationer.   Og vi kan arbejde politisk for, at Danmark så ofte som muligt prioriterer at sende hjælp ud til den slags katastrofer. Statsministeren vil gerne have Danmark på listen over de ti rigeste lande i verden. Jeg kunne ønske, at vort land var med på listen over de ti mest hjælpsomme lande i verden.

Anders Dalgaard
Formand for Indre Mission

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 06.