Kirken er for kvinder og bløde mænd.  

Den sætning har jeg hørt nogle gange de senere år. Sagt med andre ord er påstanden, at kirken mangler at favne mænd med stort M!  

I DFS har vi i mange år kunnet sige, at der er meget omsorg og varme i vores klubber. Noget vi virkelig kan være stolte af. Det skyldes, at vi har mange kvinder, der uge efter uge lader sig bruge i arbejdet med at give det største til de mindste. Fantastisk. 

Jeg har lige været på tre kursusdage i DFS, hvor deltagerne hovedsageligt var kvinder. Fantastisk. Der er noget helt specielt at være sammen med mennesker, der brænder og er fulde af glød og gejst for at børn og juniorer skal lære Jesus at kende. Det skal fortsat være i fokus at opmuntre og takke de kvinder, der gør et stort stykke arbejde her.  

Vi kan ikke undvære kvinderne - men vi har brug for flere mænd. 

I dag er det populært og accepteret, at far holder orlov sammen med familiens yngste. Samfundet har gjort det muligt, og det er til stor glæde for såvel far som barn. Der er ikke meget mand med stort M her. Alligevel vælger flere og flere mænd denne mulighed.  

Jeg vil gerne have flere mænd i vores klubber - men ikke pÃ¥ bekostning af kvinderne. Hvorfor er der ikke flere mænd i DFS-arbejdet? Det handler om børn, leg, tumle, Jesus, sang. Jeg har overvejet, om det er fordi vores mÃ¥de at lave klub pÃ¥, ikke tiltaler mænd? Er der for lidt “gang i den” set med en mands øjne. Eller er der for lidt prestige i at være leder i børneklubben? Det skal vi lave om pÃ¥. 

Kvinder - lad mændene komme til med deres ideer om, hvordan en klub skal være. Spørg nogle konkret om at være med og lad dem lave noget i klubben, som de brænder for.  

Mænd - kom ud af busken. Vi har brug for jer - I har så meget at give til børnene.

Bent Molbech Pedersen
Landsleder i Søndagsskolerne

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 48.

Det er en af de gode trends i tiden. Især blandt unge er der fokus på at dele liv, som det hedder. Man fortæller hinanden om store og små oplevelser, overvejelser og erfaringer i det daglige liv som kristne for at hjælpe, støtte og opmuntre hinanden til at leve som kristne. Man taler, lytter og deler småt og stort.  

Det er godt, at vi på den måde bliver opmuntret til at være tæt på hinanden som brødre og søstre. Jeg tror også det er en måde, hvorpå det personlige vidnesbyrd kan styrkes, og det har vi brug for. 

Men vi må have mere end erfaringer, tanker og oplevelser at dele med hinanden. Hvis det skal blive trosstyrkende og være med til at bevare os i troen, må vi også dele Guds ord.  

Det ene udelukker bestemt ikke det andet. Men jeg tror, vi skal være opmærksomme på, at det ikke alligevel kommer til at ske.   

Én udtrykte det faktisk på den måde forleden: I dag deler man ikke Guds ord, man deler liv.  

Vi skal være opmærksomme her. Det er livsvigtigt at vi deler Guds ord med hinanden. Det er afgørende for det åndelige liv. Det kan både ske i familieandagten, ved at holde andagt når vi er sammen, i bibelkredsen eller bare når vi taler sammen om livet. 

Vi har i meget høj grad brug for et Guds ord. Igen og igen. Det er det, vi skal fortrøste os ved. Det er her, vi skal hente hjælp til at forstå, hvad der er ret og vrangt. Det er her, vi kan høre tilgivelsens ord tilsagt. Det er alene Guds ord, der kan bevare os i det evige livs håb. Guds ord i Bibelen skal hjælpe os til at se proportioner og til at få perspektiv over livet. Når vi deler Guds ord med hinanden, åbner vi os for Gud, så vi kan leve i lyset af det, vi er og har i ham.  

Derfor skal vi både dele Guds ord med hinanden og dele liv.

Peter Nord Hansen
Vicegeneralsekretær

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 47.

Jeg har en drøm for os alle i Indre Mission: Vi skal blive bedre til at inkludere de svageste som værdifulde og ligeværdige medlemmer af fællesskabet. Der er nemlig alt for mange mennesker i Danmark, som søger forgæves efter fællesskab og varme – selv i deres menighed. Det er de langsomme og ineffektive, som ikke kan leve op til tidens ideal om hurtighed og effektivitet. 

Tiden er derfor inde til at stille selvransagende spørgsmål:
- Hvordan kan jeg, der er stærk, lære at vise respekt for dem, som andre har dømt ude?
- Bærer vi som fællesskab et ansvar for, at mennesker – også i vores samfund – må leve med den særlige følelse af ikke at blive set og ikke blive regnet for fuldgyldige og værdifulde mennesker?
- Når Kristus kan rumme mennesker, som befinder sig på samfundets kant, hvad betyder det så for mit liv som kristen? Skal Jesu kærlighed også efterfølges på dette område? 

I Indre Mission har vi traditionelt set lagt vægt på ordets forkyndelse, og sådan skal det også være i fremtiden. Men hvis de mange ord ikke følges op af liv – forbilledligt liv! – mister de deres betydning. For Kristi kærlighed skal ikke bare forkyndes, den skal også efterfølges.   

Derfor: Spørg både dig selv og de andre i fællesskabet, hvad der skal til for at f.eks. flygtninge, sindslidende og misbrugere kan få en mere naturlig og ligeværdig plads i de etablerede fællesskaber i kirken og missionshuset – hvad skal der til, for at vi kan skabe fællesskab for flere? Hvad skal der til, for at de kan få adgang til vore hjem? 

Som kristne er vi kaldet til at tjene, og i særdeleshed tjene de svageste iblandt os. Den tjenende holdning skal kendetegne livsstilen i vores fællesskaber, og der stilles krav om offervilje og tjenersind.

Thomas Bjerg Mikkelsen
Generalsekretær

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 46.

I anledning af den forestående klimakonference er der kommet forslag om, at der skal ringes med landets kirkeklokker den 13. december i forbindelse med en gudstjeneste, der afholdes kl. 15.00 i København. Det foreslås, at der skal ringes 350 slag med kirkeklokken for klimaet. Synspunktet har delt befolkningen. 

Har Indre Missions formand en holdning til forslaget om klokkeringning? Mit svar er både ja og nej. På den ene side har jeg svært ved at finde en dækkende begrundelse for, at det ikke kan lade sig gøre. På den anden side har jeg svært ved at forstå, hvorfor det lige er den internationale klimakonference, der skal give anledning til at ringe med kirkens klokker. Hvad bliver så det næste? 

Egentlig er jeg mest forbeholden over for det. Klokkeringning er knyttet til kirkelige handlinger, og jeg har svært ved at se, at en gudstjeneste i København kan blive anledning til, at alle landes kirkeklokker skal ringe, når der ingen kirkelig handling finder sted på disse steder.   

Kirkeklokker skal først og fremmest kalde Guds folk sammen til gudstjeneste. Kalde mennesker til et møde med Jesus Kristus – til et møde med ham, der skal nyskabe himmel og jord. 

Lad blot kirkeklokken ringe den 13. december, og lad den blot slå 350 slag for klimaet – og mere endda, hvis der er behov for det. Det tager hverken kirken eller menigheden skade af.   

Men husk at lade kirkens klokker kime i timevis ved julehøjtiden. Den dag skal klokkerne kime til ære for ham, som de blev støbt til at tjene.  

Hvem kimer klokkerne for? De kimer for den høje gæst, som er herre over klimaet – ja over hele skaberværket. De kimer for dit og mit møde med Frelseren.   

Klokkernes kimen er som en forsmag på den kimen, der skal blive i himlen, når Guds folk skal samles foran Lammets trone på den nye jord.

Anders Dalgaard
Formand for Indre Mission 

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 45.