Vi fejrer 20-års-jubilæum for det tværkulturelle arbejde i Indre Mission. Det synes jeg, der er al mulig grund til at være stolt af. Af flere grunde. 

For det første, fordi vi her er gået foran i det kirkelige landskab. Ingen andre kirkelige organisationer har satset så mange ressourcer på at nå fremmede, som kommer til vores land, med evangeliet om Jesus og med konkret omsorg og hjælp i situationen. Vi var de første med et organiseret arbejde blandt flygtninge i Danmark og er formodentlig stadig den kirkelige organisation, der har flest ansatte i det tværkulturelle arbejde. 

For det andet, fordi det er et tydeligt kald til os som Jesu disciple, at vi skal tage os af de fremmede. Det handler ikke om indvandrerpolitik, men om kald og forpligtelse til at vise omsorg og barmhjertighed imod de allersvageste i vores samfund. Det er godt, at det kald er hørt og sætter i bevægelse. 

Jeg er stolt over at møde indvandrere, som flere Ã¥r efter de kom til Danmark, stadig husker og taler om den betydning, det havde for dem at møde omsorg og hjælp i “kirken i København” - det vi andre kalder missionshuset Bethesda.   

Før de fik opholdstilladelse og blev en del af det danske samfund med cpr-nummer og den slags. Før de kunne modtage hjælp og undervisning andre steder, mødte de her mennesker, som viste dem kærlighed og konkret hjælp. Både undervisning i det svære danske sprog, men også hjælp med en lang række andre forhold, som kan være vanskelige for den, som pludselig befinder sig i et fremmed land, hvor det både er sproget og systemet, men også hele kulturen, der er så anderledes. 

Stor tak til alle de mange lønnede og frivillige medarbejdere, der gennem årene har ydet en tjeneste for de fremmede iblandt os. Både i København og ud over landet, hvor der er blevet åbnet døre i hjem, hjerter og missionshuse.

Peter Nord Hansen
Vicegeneralsekretær 

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 39.

For nylig stødte jeg på et nyt ord: Ubådskristen.  

En ubåd befinder sig normalt i havdybet, men en gang imellem dukker den op til overfladen. Ubådskristne er mennesker, som en sjælden gang dukker op i kirken eller missionshuset, men som ellers fører en anonym tilværelse under overfladen. De ejer troen på Jesus, men lever alligevel på distance af det kristne fællesskab. 

De ubådskristne kan umiddelbart inddeles i to kategorier.  

Den første kategori er dem, der på et tidspunkt har været aktive i fællesskabet. De har hjulpet til i forbindelse med møder eller været ledere i børneklubben. Alligevel har de valgt at distancere sig fra fællesskabet, og der går længere og længere tid imellem, at de dukker op til overfladen.  

Den anden kategori består af søgende mennesker, der langsomt nærmer sig det kristne fællesskab. De har haft det første spæde møde med Jesus og søger nu efter fællesskab med andre troende. De leder efter fællesskaber, hvor der hersker en sund respekt for åndelig blufærdighed og private grænser - og hvis det er til stede, ja, så dukker de oftere og oftere op. 

Det er vigtigt, at vi skærper vores blik, så vi aldrig overser de ubådskristne. Samtidig er det vigtigt, at vi lærer at skelne mellem de to kategorier, så vi forstår at møde deres forskellige behov.  

Alt for mange ubådskristne er nemlig på kurs væk fra fællesskabet, fordi ingen ser dem, tager dem alvorligt eller kender deres behov. Og alt for mange ubådskristne finder aldrig ind i fællesskabet, fordi de ikke kan få lov til at nærme sig fællesskabet på en diskret måde. 

I øvrigt kan vi alle få brug for at hoppe i en ubåd. For en sund distance til fællesskabet kan nogen gange være præcis det, der skal til, hvis vi skal modnes åndeligt og menneskeligt.  

Hvis du er med til at skabe et fællesskab, der er åbent og viser respekt for ubådskristne, vil det være et fællesskab, der også er godt for dig selv at være med i.

Thomas Bjerg Mikkelsen
Generalsekretær 

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 38.

Gennem den senest tid har jeg være optaget af spørgsmÃ¥let om, hvorledes man definerer menighedsrÃ¥dslovens tale om et “teologisk retningsbestemt mindretal”. Hvad betyder det, hvis menighedsrÃ¥det bestÃ¥r af en fælleskirkelig liste (aftalevalg)? Hvordan kan et “teologisk retningsbestemt mindretal” gøre opmærksom pÃ¥ sig selv med henblik pÃ¥ eventuelt at rejse krav om, at mindretallets kandidat bør indstilles til embedet, hvor der er mere end én præst? 

Tidligere har det heddet sig, at der skulle være tale om en egentlig liste for at kunne gøre krav pÃ¥ at være et “teologisk retningsbestemt mindretal”. Denne forstÃ¥else synes at være i opbrud. Man kan godt definere sig som et “teologisk retningsbestemt mindretal”, selv om man er valgt pÃ¥ en fællesliste ved aftalevalg. Jeg har spurgt kirkeministeren, om det er rigtigt, at det forholder sig sÃ¥dan.  

Hertil har kirkeministeren svaret: “At et menighedsrÃ¥d er blevet valgt ved en fællesliste (aftalevalg), udelukker ikke, at der i menighedsrÃ¥det kan være et klart defineret, teologisk retningsbestemt mindretal.  

Mindretallets eksistens kan ved et aftalevalg f.eks. være klart markeret ved, at det ved opstillingen af den fælles liste er aftalt, at X retning, Y retning og Z retning hver skal have et bestemt antal kandidater pÃ¥ listen.” 

AltsÃ¥: Kære venner i Indre Mission: Selv om I er valgt pÃ¥ en fællesliste ved aftalevalg, sÃ¥ kan I pÃ¥berÃ¥be jer at være et “teologisk retningsbestemt mindretal”.  

Ved præstevalg kan I lade dette komme til udtryk på følgende måde:
1) Ved første orienteringsmøde med biskop og provst tilkendegiver I, at I (1-2-3 personer) udgør et “teologisk retningsbestemt mindretal”. Det er vigtigt, at I er tydelige fra begyndelsen.
2) Herefter skal I holde sammen som gruppe. Det er vigtigt, at I ikke gør det vanskeligt for hinanden at holde sammen.
3) Hvis præsteindstillingen gÃ¥r jer imod, kan I rejse krav om mindretalshensynet og anmode biskop og kirkeminister om at følge et “teologisk retningsbestemt mindretals” indstilling. 

Jeg lover jer ikke, at det er let og at det altid vil gå, som I ønsker, men det er en arbejdsmodel, jeg vil anbefale.

Anders Dalgaard

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 37.

Børn er fremtidens ledere. Hvis vi ikke får fortalt evangeliet til vores børn, så er kirken i fare for at dø. Undersøgelser har vist, at over 80 procent af dem, der som voksne kalder sig kristne, har mødt evangeliet som børn eller unge.  

I mine junior- teenageÃ¥r var der nogle ledere, som ønskede at bruge tid pÃ¥ at fortælle om Jesus – og lære nye ledere op. Vi var pÃ¥ lejre og kursusdage, hvor vi fik bibelundervisning, lidt undervisning i pædagogik, formidling, at sætte grænser, lege … Dengang syntes jeg bare, at det var sjovt at være sammen med mine venner og lege med børn og juniorer. I dag kan jeg se, at det var af afgørende betydning pÃ¥ flere omrÃ¥der.  

For det første blev jeg udfordret til at fortælle andre om det, jeg troede på. Jeg var nødt til at tage stilling til Bibelens budskab, når jeg skulle formidle det til børnene.  

For det andet fik jeg stille og roligt en større og større viden om mennesker, om relationer mellem mennesker, om konflikter – om at lede.  

Vi skal have fortalt børnene om Jesus. De skal lære ham at kende. Og en dag skal de fortælle det videre. De er derude lige nu. Det er ham, der driller i juniorklubben – eller hende, der snakker hele tiden i børneklubben.  

Det er op til os som ansvarlige ledere at få øje på dem, give dem ansvar og følge dem på vej med hjælp og sparring. Jesus skal have en plads i deres hjerte og liv. 

At arbejde med børn er fantastisk. Tak til alle jer, som uge efter uge bruger af jer selv og jeres tid på at give det største til de mindste. Jeg håber, I oplever, at der følger stor velsignelse med dette arbejde. Lad os få fokus på børnene – de skal have det bedste. 

Bent Molbech Pedersen
Landsleder i Søndagsskolerne

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 36.