Når de unge stille og roligt tager over og får betroet (og tager) ansvar for arbejdet og præger mødeformer og arbejdsmåder, er der noget, der er lykkedes. Det sker lykkeligvis mange steder.  

Men der er også missionshuse, hvor det ikke gik sådan. Måske fordi der ikke var nogen til at tage over i en lang periode. Måske fordi spændet imellem de ældre og de unge blev for stort. Man havde for svært ved at forstå hinanden.  

Der er eksempler på, at det har udviklet sig sådan, at der måtte komme et voldsomt skifte i ledelse og møde- og arbejdsform, hvis arbejdet skulle have en fremtid. Frustrerende for de unge, som oplevede at de ikke kunne komme til, og svært for de gamle, som oplevede, at alt nu skulle ændres så radikalt, at de ikke længere følte sig hjemme. 

Lykken er, når den naturlige udviklingsproces i missionshusets arbejde kan ske gradvist.   

Jeg vil opfordre både unge og gamle til at gøre alt, hvad de kan, for at række ud imod hinanden. Giv fællesskabet på tværs af tanker om mødeformer, sangvalg, samværsformer og meget andet en chance. Prøv i fællesskab at fokusere på, hvad I vil med arbejdet. Prøv at lytte og forstå, hvad der ligger bag de forskellige opfattelser af, hvad der er godt og skidt.  

Alene ved at få talt godt om hele situationen kan ung og gammel måske komme til at holde så meget af hinanden, at I sammen kan finde en vej at gå. Så det helt nødvendige udviklingsarbejde kan få et godt forløb. 

For mig at se er dette idealet. Og det skal vi gå efter. Det skal vi give en stor chance.  

Hvor det er prøvet uden at lykkes, kan den næstbedste løsning blive at udvikle et nyt alternativ til samfundsmøderne målrettet børnefamilier og unge singler. Og det kan antage mange forskellige former.

Peter Nord Hansen
Vicegeneralsekretær

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 35.

De senere år har jeg lagt mærke til en bestemt tendens, som præger samtalen omkring Indre Missions arbejde. Det gælder både, når vi sidder ved køkkenbordet derhjemme, og når vi samles i udvalg og bestyrelser eller sidder ved kaffebordet i missionshuset.  

Tendensen er, at vores samtaler er præget af problemtænkning frem for ressourcetænkning. Vi bruger for mange kræfter på at analysere problemer og udtænke løsningsforslag frem for at drømme og udtænke nye visioner. Det er i sig selv et problem, fordi det kan være svært at bevare et håb for fremtiden, hvis de fremtidsbilleder, man får malet for øje, altid tager udgangspunkt i noget negativt. 

I virkeligheden er det her, jeg ser en af mine største og vigtigste udfordringer som ny generalsekretær: At vende tendensen og finde positive udgangspunkter for arbejdet, der kan hjælpe os til at skabe et samtaleklima, der kan give os engagement og håb for fremtiden.  

Heldigvis er det ikke nogen umulig mission at blive sendt ud på. Indre Mission er nemlig en meget ressourcestærk bevægelse, og selv om der tydeligvis er udviklingspunkter, er der også rigtig meget, som fungerer godt og giver grund til glæde og optimisme. 

Min opfordring skal derfor være: Glæd dig over at være en del af et spændende og livgivende missionsarbejde. For glæden giver energi, lyst til at lære og lyst til at handle. Den giver frimodighed og virker opbyggende på dig og på fællesskabet.  

Thomas Bjerg Mikkelsen
Generalsekretær

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 34.

Der har været skiftedag på generalsekretærposten i Indre Mission. Det kan ikke være ukendt for dette blads læsere. IMT har i de seneste numre bragt interview med henholdsvis Jens Olesen som afgående og Thomas Bjerg Mikkelsen som kommende generalsekretær.  

Der skal her fra lederspaltens plads lyde en stor tak til Bente og Jens Olesen for de ni et halvt år, hvor Jens Olesen har gjort tjeneste i Indre Mission som generalsekretær. En stilling som har krævet tid, kræfter og energi.  

Med kærlighed til Indre Mission har Jens Olesen med sit store engagement været med til at præge bevægelsen. Med kærlighed til kald og opgave, til Indre Missions mange venner og til Indre Missions medarbejdere, har Jens Olesen på sin måde være med til at lede og tegne Indre Mission.  

Mange positive ord er blevet sagt om Jens Olesen og hans arbejde. Jeg vil blot på bestyrelsens og bevægelsens vegne udtrykke min store taknemlighed og sige: Tak for indsatsen!  

Til Indre Missions ansatte og venner vil jeg sige tak for den kærlighed og forbøn, I har omsluttet Jens Olesen og hans familie med. 

Hvor Jens Olesen slap, tager Thomas Bjerg Mikkelsen nu over. Jeg er glad og taknemlig over, at Irene og Thomas Bjerg Mikkelsen tog imod kaldet fra Indre Missions Hovedbestyrelse, så Thomas Mikkelsen kunne påtage sig opgaven med at være bevægelsens generalsekretær.  

Thomas Mikkelsen er ung og energisk og repræsenterer i sin lederstil noget af det, der kendertegner tidens måde at lede på. Thomas kender Indre Missions værdi og værdier, derfor er det også med glæde og forventning, at jeg byder ham velkommen i stillingen. 

Først og fremmest betror jeg Thomas Mikkelsen og hans familie i Guds hænder og beder ham velsigne arbejdet; og dernæst opfordrer jeg Indre Missions ansatte og venner til at omslutte dem med kærlighed og forbøn.  

Skiftedagens farvel og tak til Jens Olesen og velkommen til Thomas Bjerg Mikkelsen, skal ledsages af ordene “Trofast er han, som kalder jer; han vil ogsÃ¥ gøre det!” (1. Thess 5,24).

Anders Dalgaard
Formand for Indre Mission  

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 33.

Når der tales om, at IM har et imageproblem, nævnes det ofte, at: Der er så meget, vi siger nej til.  

Vi skal ikke være kendt for at sige nej. Tvært imod ønsker vi at være en bevægelse, der er kendt for med begejstring at pege på Jesus og sige JA til livet.  

Men Gud kalder os faktisk til at være moralske mennesker! 

Vi er en del af et folk, som i den grad har mistet moral, at det er en katastrofe. Der lovgives og indføres regler som aldrig før for vores adfærd, simpelthen fordi vores moral er så anløben, at det synes nødvendigt. Jeg er nu af den opfattelse, at det ikke hjælper – måske snarere tværtimod.   

Hvis ikke det opdages og fÃ¥r konsekvenser for mig, opfattes det som dumt og usmart ikke at rane til sig og stjæle med arme og ben. Sort arbejde er et oplagt eksempel. Men det er bare det mest kendte udslag af noget, der florerer helt vildt i folkesjælen. Tyveri pÃ¥ arbejdspladser, snyd med moms og skat og eksamenspapirer og …  

Hvis det kan gøres uden at det bliver opdaget, er det nærmest smart. Når jeg ved en tankstation tanker diesel mens en anden ved siden af tanker billigere fyringsolie i sin bil, tager jeg mig ud som idiot. 

Folkemoralen er efterhånden så anløben, at vi som kristne må blive meget tydelige i samfundet med en god moral. Vi skal ikke gå over for rødt, køre for stærkt eller snyde på vægten eller undlade at gøre opmærksom på, at en kassedame har snydt sig selv, når det sker. Vi skal være ærlige og have en moral, der er langt højere end gennemsnittet.  

Jeg tror, at vi også på den måde skal være et vidnesbyrd i det samfund, vi er en del af.  

Ikke et vidnesbyrd om, at vi er bedre end andre, men et vidnesbyrd om, at vi er taknemmelige over for Gud og vil forvalte hans gaver ansvarligt.

Peter Nord Hansen
Vicegeneralsekretær

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 31.

Når jeg tænker tilbage på de 24 år som ansat i Indre Mission, så vælder en lang række vidunderlige og værdifulde minder frem. Mange knytter sig til samvær med missionsfolk, når vi var sammen ved møder, weekendlejre, bibelcampings og kurser. Andre knytter sig til samvær og samarbejde med kolleger ud over landet og i Indre Missions Hus. Atter andre udspringer af den lange række af samarbejdsrelationer, som har været en rigdom gennem alle årene. 

Flere har spurgt, om det er vemodigt at skulle fratræde tjenesten. Svaret er klart: Ja! Men vemodigt på den gode måde og med taknemmelighed over alle jer, der på den ene eller anden måde blev flettet ind i tjenesten og blev en del af velsignelsen.                     

Vi skal lægge ryg til mange vrangforestillinger og fordomme som missionsfolk. Det kan vi godt holde til, fordi vi ved, hvilken positiv betydning Indre Mission har haft ind i vores liv. Den har givet os glæder og mange gode oplevelser. Og vigtigst af alt: Den har hjulpet os til et liv tæt på Jesus. 

Indre Mission er en fantastisk, men også skrøbelig opfindelse. Fantastisk, fordi den blev kanal for så meget godt til så mange. Skrøbelig, fordi den er helt afhængig af Guds nåde og daglige velsignelse.                     

Indre Mission har brug for at blive behandlet omsorgsfuldt. Vi skal passe godt på den. Vi skal gøre, hvad vi kan, for at den også i vores tid og ind i fremtiden kan være livskraftig og tjene sit formål. Dér har vi et ansvar og et kald.  

Et kapitel slutter, og et nyt kan begynde. Jeg skal hilse fra alle i vores lille familie og sige tak for forbøn, omsorg og medleven gennem de mange år. Vi er fortsat med i den store IM-familie, og vi glæder os til gode gensyn! 

Jens Olesen
Generalsekretær

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 29/30.