De store vækkelsers tid er totalt forbi. Sådan siges der! Og det er rigtigt, hvis vi ser på kirken i den vestlige del af verden. Her er det efterhånden mange år siden, at vi har set store vækkelser, hvor mange mennesker på samme tid har besindet sig på Guds ord om frelse ved tro på Jesus Kristus.  

Mange længes stadig efter vækkelse, og vi beder ofte Gud, om han vil sende vækkelse over Danmark, men virkeligheden er, at vi ofte ser det modsatte. Kirker lukkes, sogne lægges sammen, missionshuse sælges, og IMU-afdelinger stopper.  

Til den virkelighed hører, at der til stadighed sker et skifte fra land til by, hvor fællesskaber i de større byer ofte vokser, mens de små steder ikke kan holde gang i hjulene. Og vi ser ikke så sjældent endda, at mennesker nu og da kommer til tro på Jesus Kristus.  

Alligevel er det store billede i Danmark og i den vestlige verden, at den kristne kirkes betydning i samfundet er på stærk retur, og at sekularisme tager over og bliver bestemmende for udviklingen i samfundet. 

Hvad gør vi i modgangs tid?  

Vi skal indse den virkelighed, vi står i, og ud fra den virkelighed opbygge kirken og gå i mission. Der er en styrke i at være svag, som Vestens store kirker har glemt. Vesten har bragt både civilisation og den kristne kirke næsten alle steder hen, men undervejs har vores egen kultur mistet troen på Jesus Kristus.  

Vi kan så nemt glemme, at Guds kirke pr. definition er svag. De første kristne var bange og forfærdede, men evangeliet om Jesus bragte nyt liv til verden, og det kan stadig ske. I magtesløsheden findes en styrke, som ikke beror på os, og som har uanede kræfter. 

Vi kan nemlig beholde håbet, fordi håbet er uden for os og uafhængigt af os. Vi kan handle, som om der ingen modgang var, fordi Guds ord fortæller os om et evigt håb, der venter os, og som vil vise sig allerede i dag.

Anders Møberg
Landsungdomssekretær

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 27/28.