Det er godt og sundt en gang imellem at standse op og stille skarpt på det egentlige. Det gør vi i dette nummer af IMT. Vi fokuserer på forkyndelsen af evangeliet. I en tid, hvor der er fokus på alt muligt andet, er det gavnligt at fokusere på det, der er målet og meningen med Indre Mission.  

Evangeliet om Jesus skal rækkes videre. Det sker gennem hverdagsvidnesbyrd, sange, bøger og bibelstudie. Men det sker på en særlig måde, når Guds ord forkyndes, hvad enten det foregår fra en talerstol eller i en børneklub eller teenklub. 

Vi må gøre alt, hvad vi kan, for at tilrettelægge arbejdet så flest mulige får anledning og mulighed for at høre det frigørende budskab om Jesus som synderes frelser og håb.  

Når vi tilrettelægger møder, skal vi forme og lede dem, så forkyndelsen af Guds levende ord får en central plads, og så den enkelte får den bedste hjælp og støtte til at kunne høre og tage imod, hvad Gud siger. Mødeplanlæggere og mødeledere skal overveje, hvilke elementer der kan hjælpe os til stilhed og refleksion, så vi kan høre og grunde over Guds ord. 

De, der betros ansvar for forkyndelsen, skal forberede sig grundigt. De må selv være optaget af at lytte til Guds ord og leve af det. Kun den, der selv kender livskraften i Guds ord, kan række den til andre. Forkynderen må også arbejde på at formidle Guds ord på en måde, så flest muligt kan høre det og gribe det.  

Hvis det skal lykkes, må forkynderen have noget på hjertet. Og så må han eller hun bruge et enkelt og forståeligt sprog.  

Kun Gud kan gøre det under, at hans ord når menneskers hjerter og skaber tro og tillid til Jesus. Derfor må alt vort arbejde med forkyndelsen og forkyndelsens rammer være båret af bøn til Gud om, at han må lade sit ord i nåde lykkes! 

Peter Nord Hansen
Vicegeneralsekretær  

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 22.

Der er IMU-afdelinger i alle dele af Danmark, men i nogle landsdele er koncentrationen af afdelinger større end steder. I tyndtbefolkede områder har vi oftest færre afdelinger.  

Et særtilfælde er København. Her er masser af unge generelt, men i antal er IMU ikke stort. Vi har i de sidste par år kun haft to IMU-afdelinger, hvilket er lidt set i lyset af de tusinder af unge, der har brug for at blive mødt af et evangeliserende fællesskab. Jeg ved, at andre kristne i København også tager det ansvar på sig, men IMU vil gerne være med.  

Med etableringen af Frederiksberg IMU for et par måneder siden er IMU i København steget med 50 procent, hvilket er en glædelig udvikling! Frederiksberg IMU målretter sig imod de 20-25-årige, og jeg tror, det kan få stor betydning, hvis rigtig mange unge fra hele Danmark ser vigtigheden af at drive mission gennem IMU’s arbejde i København.   

Tænk hvis et stærkt IMU-arbejde i København kunne nå flere unge københavnere med evangeliet. Hvilken betydning kan det ikke få, hvis IMU i København, som i for eksempel Århus og Ålborg, havde et arbejde, der kunne tiltrække IMU’ere fra hele Danmark? Og hvad ville der ikke ske, hvis en stor flok IMU’ere i København så de uanede muligheder, der er i teenarbejdet? Vær opmærksom på mulighederne i IMU i København.  

Alle IMU-afdelinger har stor betydning. Tag til Vordingborg IMU og hør deres fantastiske historie fra tre til 20 i IMU-afdelingen. Spørg IM’erne i Svendborg, hvad IMU’erne har betydet der. Tag til Vildbjerg IMU og oplev et dejligt evangeliserende fællesskab.  

I virkeligheden tror jeg, at hvis Gud vil det, så kan der komme mange flere IMU-afdelinger i Danmark. Flere gange har vi set, at der kan opstå en masse ud af, hvad vi selv ikke troede var særlig levedygtigt. Jeg tror, at vi skal vove at etablere flere IMU-afdelinger. Det er der mission i.

Anders Møberg
Landsungdomssekretær  

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 21.

Seks præster kandiderer om at blive den næste biskop i København. Lige nu halter afstemningen, fordi valgmaterialet indeholder en sproglig fejl og et teknisk problem. Kommer tid, kommer råd – København vil få sin biskop. 

Mens vi venter på resultatet, kan der være grund til at tænke nærmere over kandidaternes håndtering af folkekirkens mindretal og skæve eksistenser. Ifølge Kristeligt Dagblad skulle et par af kandidaterne i forbindelse med et vælgermøde have udtalt, at højrefløjen burde overveje sit medlemskab af folkekirken.  

Efter min mening er der allerede for mange fra højrefløjen, som er i gang med det. Der er næppe nogen, som vil blive stemt ud af folkekirken; men der er altså nogle, som føler sig klemt ud. Det er ikke godt. Derfor er det også i forbindelse med bispevalg vigtigt at bemærke, hvem der vil sikre anstændig plads også til de utilpassede, som ikke følger den folkekirkelige mainstream og derfor optræder politisk ukorrekt med kontroversielle teologiske holdninger. 

En folkekirke er en bred ting. Der har været og vil altid være holdninger af mange slags. Er det så muligt at være kirke sammen. Ja, det er, hvis ellers frihed og frisind trives i den gensidige respekt og med ægte vilje til at lytte og være i dialog med dem, som bærer andre holdninger end ens egen.  

Præster og alle vi andre fra den folkekirkelige højrefløj ønsker at blive respekteret. Det er ikke særbehandling, men fair behandling.  

Blot et par tanker – mens vi venter!

Jens Olesen
Generalsekretær  

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 20.

For mange børns vedkommende tilbringes mange timer i løbet af dagen sammen med voksne, der får penge for at være sammen med børnene. Børnehave, skole, SFO. Far og mor er på arbejde og børnene bliver passet. Men forældrene forventer, at de voksne i institutionen gør mere end at passe deres børn - der skal være handleplaner, aktiviteter, læring … 

Flere gange har jeg oplevet at være til gudstjeneste eller til møde i et missionshus, hvor der på et tidspunkt bliver sagt, at nu kan børnene gå til børnepasning. Mens de voksne lytter til forkyndelsen fra præsten eller aftenens taler, kommer børnene ind ved siden af til børnepasning.  

Skal vi ikke lave om pÃ¥ det? Hvorfor ikke sende de voksne ud til “pasning”, og sÃ¥ lade børnene blive i kirken eller den store sal i missionshuset? Hvorfor er det børnene, der skal sendes ud? De voksne vil ikke bare “passes” - de vil høre Guds ord. Skal børnene ikke ogsÃ¥ det? 

Jeg ved godt at “børnepasning” mange steder ikke kun er leg men ogsÃ¥ indeholder sang, forkyndelse og bøn. Jeg synes, at vi skal signalere dette noget tydeligere ved ikke bare at kalde det “pasning”. Nogle steder hedder det i kirken “Børnekirke”. Vi skal huske vores børn. De skal ikke bare sendes ud til pasning. De skal høre om Jesus. Teenagere, IMU’ere og voksne stiller krav til gudstjenesten eller mødet. Der skal være noget at komme efter.  

Børnene brokker sig ikke - de er jo lette nok at tage sig af. De skal bare have noget legetøj og et fjernsyn. 

Lad os sende børnene til Jesus, når vi har gudstjeneste eller møde. Ikke til børnepasning. 

Bent Molbech Pedersen
Landsleder for Søndagsskolerne 

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 19.

Vi lever i dejlige Danmark. Der er mange fædrelandssange, som på forskellig vis hylder vores natur, vores flag, vores årstider og ikke mindst vores kristne arv. Disse sange har ofte Gud med som en naturlig del af det at leve og forstå verden.  

Gud er ikke kun tænkt ind i sidste vers - som i sangen til konfirmanden, hvor Gud lige til sidst får lov til at få en linje eller to.  

Da jeg gik i første klasse blev der læst Fadervor hver morgen på min folkeskole. Vi sang desuden en salme. Det var dengang.   

I dag ser det yndige land helt anderledes på formidling af vores kristne arv. Humanistisk Samfund er med stor mediedækning gået til kamp imod Fadervor i skolerne. Og kampen fortsætter. En skole i Viborg har nu valgt at bede Fadervor ved færre morgensamlinger, men det er ikke nok for Humanistisk Samfund.  

De har vel vundet kampen ved at fremlægge kristendom - og religion i det hele taget - som noget farligt. Hvad bliver det næste? At der ikke må synges sange i skolerne, hvor Gud er nævnt? Eller at det samarbejde, der er i dag mellem folkeskolen og folkekirken, skal ses efter i sømmene?  

Faktisk er det utroligt, at fx Humanistisk Samfund kan få så stort held med at male skræmmebilleder af kristendommen. Skræmmebilleder og argumenter, der får de 82 procent af Danmarks befolkning, som er medlem af folkekirken, til at rynke bryn og langt hen ad vejen gå med på denne tidens tankegang. 

At den generation, der vokser op nu, ikke stifter bekendtskab med Fadervor, vil uden tvivl få store konsekvenser for Danmark. Vi har i dag et yndigt land – et velfærdssamfund – som er vokset frem på et kristent-etisk livssyn. I Fadervor formidles mange gode leveregler, for eksempel tilgivelsen og det at tænke på sine medmennesker.   

Hvis vi tager Fadervor fra vores børn, så fratager vi dem de bedste og sande livsværdier, som de kan bygge deres liv på.

Bent Molbech Pedersen
Landsleder for Søndagsskolerne       

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 18.