Hvem er vi Aktiviteter Virksomheder Medarbejdere Støt arbejdet Søg job Presse Links Info på engelsk Info på tysk

Arkiv for marts 2009

Opmuntrings-vitaminer

fredag, 27. marts 2009

Det gør underværker at blive opmuntret! Det giver ny energi, tro på tingene og perspektiv på opgaven. 

Jeg er nogle gange blevet spurgt, om vi i Indre Mission ikke har brug for mere opmuntringskultur. Lige som et menneske kan mangle C-vitaminer, så er spørgsmålet, om vi ikke kan mangle opmuntrings-vitaminer.  

Beretninger om ledere, forkyndere og ansatte, der har dårlige oplevelser på grund af manglende opmuntring eller udpræget kritik fortæller mig, at opmuntring måske er noget, vi som bevægelse skal besinde os på. Senest hørte vi, der var med på Lederkonferencen, om, hvor vigtigt opmuntringen er for medarbejdere generelt og for Guds riges medarbejdere i særdeleshed. 

Det kan være tegn på åndeligt forfald, hvis vi udelukkende fokuserer på det negative. I Guds rige er der altid muligheder uanset, hvor store udfordringerne end måtte være. Bed Gud om at vise dig mulighederne! Ny Testamentes omkvæd om, at vi skal glæde os i Herren, er en opfordring, vi kan forlade os hundrede procent på, fordi Gud er garant for en stor og evig glæde.  

Det er åndelig virkelighed, at lige meget hvor sølle tingene end ser ud i vores øjne, så er de store i Guds øjne. Gud handler ikke gennem det formfuldendte, men han handler gennem almindelige mennesker. Når vi opmuntrer hinanden, så tager vi Guds ord for pålydende. 

Vi degenererer som missionsbevægelse, hvis vi ikke deler ud af opmuntringens vitaminer. Indre Missions ledelse, hovedbestyrelses- og landsudvalgsmedlemmer og ansatte i øvrigt kan ikke løbe fra at tage ansvar for at levere opmuntrings-vitaminer.  

Når vi opmuntrer, bliver det en del af kulturen, og ledere må, som kulturbærere, besinde sig på at være de første opmuntrere. Opmuntring forplanter sig i alle led, hvis ledere ser opmuntringen som afgørende. Opmuntring er omsorg for flere i praksis!

Anders Møberg
Landsungdomssekretær 

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 13.

- for flere

torsdag, 19. marts 2009

I sin afsluttende replik pÃ¥ Lederkonferencen i weekenden understregede generalsekretær Jens Olesen de sidste ord i temaet: “for flere”. Tænk hvis det kan lykkes os at brede omsorgen ud til flere!  

Det var en god og relevant afslutning på en berigende og udfordrende weekend i Hedensted, hvor over tusind ledere var samlet med fokus på den afgørende omsorg i vores fællesskaber og i vores liv som kristne. Vi har alle grundlæggende behov for omsorg. Behov for at erfare, at der er én, der ser mig og holder af mig og er parat til at lytte og hjælpe. Vi har også alle nogen, vi møder med omsorg.  

Men nu rejses spørgsmålet – eller måske blev det til en bøn for mange af os: Kan omsorgen bredes ud til flere. Vores drøm er, at konferencen må sætte sig konkrete og følbare spor omkring os. At der må være konkrete mennesker, der mærker de gode frugter. At der simpelthen må være flere og nye, der møder omsorg. 

Der var mange gode indfaldsvinkler og inspirerende idéer og glimt, som kunne spore os ind på konkrete muligheder i hverdagen.  

Jeg tror ikke denne konference bliver begyndelsen på en revolution. En omsorgsrevolution. Jeg ved heller ikke, om det er det, der er brug for. Men jeg både tror og beder om, at det for rigtig mange af os bliver anledning til at tage nye skridt. Tænk, hvis vi også kan inspirere andre til at tage nye skridt. Gerne små skridt. De små nye initiativer i rigtig og god retning har ofte vist sig at kunne få stor betydning.   

Her handler det ikke om de store skarer af mennesker. Det handler om det enkelte menneske. Hvis et mennesker erfarer en ny omsorg fra mig, som følge af det, jeg har mødt på konferencen, har det været det hele værd. Hvis mine nærmeste i familie, naboskab, på arbejdspladsen eller i bibelkredsen oplever, at jeg er blevet bare lidt mere bevidst om at se og vise konkret omsorg, bliver det måske alligevel begyndelsen til en lille revolution!

Peter Nord Hansen
Vicegeneralsekretær 

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 12.

Indre Mission afslutter 2008 med et underskud på 7,9 mio.kr. - regnskabsmeddelelse marts 2009

torsdag, 19. marts 2009

Finanskrisen har også ramt Indre Mission. De finansielle udgifter steg med 6,4 mio.kr. og ramte hårdt ned i foreningens økonomi. 

Indre Missions samlede indtægter blev på 40,7 mio.kr. imod 40,3 mio.kr. i 2007. De samlede udgifter steg med 9,3 mio.kr til i alt 48,6 mio.kr. Formanden for Indre Missions økonomiudvalg, Christian Aagaard, betegner resultatet som utilfredsstillende.

- Vi er lige som mange andre ramt af finankrisen. Vore finansielle udgifter er i 2008 steget fra 0,6  til 7,0 mio.kr. Dertil kommer, at nogle af vore virksomheder har haft det svært. De bidrager fortsat positivt til Indre Missions økonomi, men resultatet blev knap 1,9 mio.kr. lavere end budgetteret. 

Ifølge regnskabet er foreningens løn- og personalerelaterede omkostninger steget med seks procent til i alt 34,1 mio.kr. Beløbet udgør den markant største post på omkostningsiden.

- Ja, vi har haft stigende omkostninger på medarbejdersiden. Det skyldes dels en nettotilvækst af medarbejdere dels en generel lønjustering, som blev besluttet for tre år siden og nu er helt gennemført. Vi glæder os over nye medarbejdere, som melder sig til opgaver i Indre Missions arbejde; men i lyset af den aktuelle økonomi har vi været nødt til at lægge en plan for nedbringelse af de medarbejder relaterede omkostnigner. 

På indtægtssiden opererer man med posterne almindelige gaver og testamentariske gaver. Herunder er der indkommet henholdsvis 15,2 og 13,2 mio.kr. Der er tale om en samlet stigning på 1,8 mio.kr. svarende til 6,9 procent. Økonomiudvalgsformanden kommenterer tallene således.

- Det er især på posten testamentariske gaver, vi konstaterer en betydelig fremgang. Vi har over en årrække haft svært ved at hæve posten almindelige gaver. Dér ligger en udfordring, som vi fortsat skal arbejde med. I forhold til regnskabet for 2008 har vi i vort budget for 2009 hævet forventningen til almindelige gaver fra 15,2 til 17,0 mio.kr. Bag dette budgettal ligger en meget stor udfordring, som vi på forskellig vis vil tale med Indre Missions bagland om. Det vil vi gøre med den forståelse og taknemmelighed som baglandet fortjener.

- Når Indre Mission i 2008 samlet set har modtaget over 28 mio.kr. i gaver, så skal de aktuelle økonomiske problemer ikke skubbes over på de mange trofaste bidragydere; men vi vil henvende os med de udfordringer, vi har og vi vil gøre det ordentligt og på en måde, der afspejler både taknemmelighed og respekt for den økonomiske støtte, som tusindvis af mennesker i Indre Missions bagland yder. Men altså, skal vi bevare aktivitetsniveauet, er der nu brug for et ekstraordinært løft i gavetallene.

- Vi har desuden også kritisk fokus på vore omkostninger. Uanset finankrisen så skal vi have bragt Indre Missions økonomi tilbage i et godt og sundt spor. Det er en opgave, som alle i både Indre Missions bestyrelse og den daglige ledelse tager meget alvorligt. Og det er en opgave, som vi også nok skal få løst.

Sat i brand for omsorg

torsdag, 12. marts 2009

Mens Post Danmark for fuld damp spreder dette nummer af IMT til alle egne af landet, er ledere i Indre Missions arbejde fra de selvsamme egne på vej i modsat retning for at samles til LK09 i Hedensted.  

Et program siger ikke alt, men ingen leder i Indre Missions arbejde bør være i tvivl om formålet med endnu en stor landsdækkende ledersatsning. Det er: Omsorg for flere!  

Vi er hver især på vort sted en del af Indre Mission og nyder godt af det, som det kristne fællesskab giver os. Vi er samtidig i gang med at virkeliggøre foreningens formål, for vi ønsker at lede til Jesus og leve i ham. Og der er brug for ledere, som tager ansvar og går foran. 

Det er spændende at være leder; men jo også udfordrende og til tider krævende. Det er ikke mærkeligt, hvis vi indimellem bliver trætte og måske også uoplagte. Så trænger vi til en forfriskning og det er lige netop det, LK09 skal være. En smagfuld forfriskning for de mere end tusinde ledere, som er tilmeldt.  

Der skal lyttes meget, og der skal tales meget. Weekenden vil være en leder-oase hvor kilderne flyder med inspiration, undervisning, erfaringsudveksling og netværkeri. 

Det er vanskeligt at forestille sig, hvad weekenden vil betyde for Indre Mission fremover. Men hvad vi ikke ved, kan vi drømme om. Jeg drømmer om ledere, som selv er sat i brand for omsorgstjeneste og som derfor også kan opmuntre andre til et liv til gavn og glæde for næsten.   LK09 - det bliver stort!

Jens Olesen
Generalsekretær    

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 11.

Krisetid

torsdag, 5. marts 2009

Der hænger mørke skyer over Indre Missions økonomi. Efter en årrække med gode regnskaber viser de foreløbige tal for 2008, at vi er på vej mod et stort millionunderskud. I forbindelse med at vi fastlagde budgettet for indeværende år, har vi været gennem nogle vanskelige og hårde prioriteringer. Hovedbestyrelsen har godkendt et budget 2009 med et forventet underskud i størrelsesordenen 3,5 millioner kroner. Det maner alt sammen til grundige overvejelser om forvaltningen af Indre Missions økonomi.

I relation til disse overvejelser vil vi gøre to ting:
    1. Vi vil klargøre for jer, Indre Missions venner, at vi efter samtaler med en række medarbejdere har vi lagt en plan for, hvordan antallet af lønnede medarbejdere skal reduceres. Planen gennemføres over de kommende to til tre år.
    2. Vi vil henvende os til jer, som er Indre Mission økonomiske bagland og sige det, som det er: Der er fortsat meget brug for jeres økonomiske opbakning, så vi ved fælles hjælp får bragt vores bevægelse tilbage i et økonomisk sundt spor.

Jeg må med smerte vedgå, at det er den i økonomisk henseende vanskeligste situation, jeg har oplevet i min tid i Indre Missions bestyrelse.

Der er lige nu ikke meget råderum for nyansættelser; men erfaringen er, at der med relativt mange ansatte altid vil være en vis udskiftning i medarbejderflokken, som i nogen udstrækning vil give mulighed for nyansættelser. Men i en periode frem vil der være tale om et meget begrænset antal nye medarbejdere.

MÃ¥ske situationen kunne motivere endnu flere til at melde sig som fritidsansatte medarbejdere og til andre frivillige opgaver.

Den økonomiske situation må aldrig blive en hindring for ordets forkyndelse. Gennem forkyndelsen vil Gud fortsat kalde mennesker til omvendelse, tro og tjeneste.

Anders Dalgaard
Formand for Indre Mission

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 10.

Indre Mission Blog er stolt af at køre WordPress Indlæg (RSS) og Kommentarer (RSS).