Vi lever i et samfund, hvor maskiner mere og mere ligner mennesker - og mennesker ligner mere og mere maskiner …, sagde præsten.

Vi var i forbindelse med en weekend i byen til gudstjeneste i en af Københavns gamle Kirkefondskirker. Teksten var den om de rige, som lægger store beløb i tempelblokken, og den fattige enke, som gav alt det lidt, hun havde.

Prædikenen var til at forstå og ikke til at komme udenom. Den handlede om, hvordan godgørenhed, som jo vitterligt kan afhjælpe noget af verdens nød, også kan være en måde at holde afstand på. En donation kan være en måde at lægge afstand til nødens mennesker på.

Vi har fået nok af det hele … Den påstand var overskrift i en af ugens dagbladsartikler. Dens provokation vakte min nysgerrighed. Engelske John Naish præsenterer os i interviewet som mennesker, der alle er udstyret med en stenalderhjerne, som er indrettet til at sikre vores overlevelse i et mangelsamfund.

Problemet er, at vi i et overflodssamfund stadig opfører os som samlere og jægere. Hans pointe er, at vi skal lære at sige »nok!«. Men kan vi det? Kan vi lære at sige »nok!«.

Tilbage til gudstjenesten hvor præsten også knyttede til ved den påstand, at tilværelsen i vores del af verden udfoldes i et effektivitets-paradigme. Et paradigme er den eller det sæt af antagelser, vi i fællesskab anerkender som gældende norm.

Vi tror på effektivitet. Vi tænker, at travlheden er nødvendig, for effektiviteten er lykkebringende. Den giver os det, som skal til, for at vi kan få et lykkeligt liv. Og havde det ikke været for finanskrisen, så var der ærligt talt heller ikke meget, som kunne gøre os usikre i den antagelse.

Den fattige enke gav alt, hvad hun havde. Hun overgav sig - til Gud. Hvor effektivt er det?

Jens Olesen

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 44.Â

Børn vokser og bliver større - og det går hurtigt. En dag i bilen forestillede jeg mig, at mine børn var blevet voksne. Og så kom spørgsmålet: Hvad vil mine børn sige om mig, når de bliver 30 år? Far - hvem var han? Far - håbløs gammeldags! Far - pinlig humor! Far …  

Nå - lad os gå lige til sagen: Hvad kommer mine børn til at sige om mig - om min tro på Gud?

Pludselig dukker mange spørgsmål op. Bruger jeg tid nok sammen med mine børn? Hvordan viser jeg mine børn, at Gud er en del af mit liv - er mit liv? Jeg ved i teorien, hvad jeg gerne vil give videre til mine børn. Men hvad giver jeg i praksis?

I teorien tror jeg, at når et barn oplever at være elsket og at være vigtig for sine forældre, så er det med til at lære barnet at tro på, at også Gud elsker og tager hånd om barnet. Vigtige ord fra Bibelen som kærlighed, tryghed, trøst og omsorg bliver forståelige og konkrete for barnet, når det oplever dette hos sine forældre. 

Alt dette krydret med bøn, aftenbønnen, Bibelen og spontane samtaler om Gud og undren over livets små og store spørgsmål. Som en naturlig del af livet.

Men jeg kom i tvivl. Giver jeg det største til mine børn? Tilrettelægger jeg mit liv sådan, at det er muligt for mig at få min teori til at blive andet end »de rigtige ord«? Oplever de f.eks. konkret at være vigtige for mig, eller kommer opgaver, mails, telefon, arbejde før dem?  

Hvad med dig? Dine børn - eller børnebørn. Hvad vil de sige om dig, når de bliver voksne? 

Det er nu, du skal prioritere det. Giv det største til de mindste. 

Bent Molbech Pedersen

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 43