En præst og psykoterapeut forslår, at vi skal have et ritual for skilsmisse i folkekirken for at hjælpe mennesker i denne svære situation godt igennem smerten.

Intentionen er god. Kirken skal ogsÃ¥ være der med støtte og hjælp i den situation. Men midlet er ikke det rigtige. Et ritual for skilsmisse vil ogsÃ¥ kunne pÃ¥virke hele vores forstÃ¥else af ægteskabets ukrænkelighed og sætte ægteskabsritualet i en mærkeligt lys. Man kan ikke den ene dag for Guds ansigt og med bibelcitat sige: “Hvad Gud altsÃ¥ har sammenføjet mÃ¥ et menneske ikke adskille” og sÃ¥ den anden dag gennemføre et ritual for adskillelse!

En skilsmisse er altid noget dybt smerteligt. Noget er gået i stykker. Og mange lider under følgerne. Det gælder både ægtefæller og ikke mindst børn og familien i det hele taget. Kirken skal møde dette med målrettet indsats for at støtte ægtepar i arbejdet med forholdet, for at så mange ægteskaber som muligt reddes. Her må kirken tilbyde kvalificeret rådgivning og støtte.

Når et ægteskab alligevel må opløses må kirken også være parat til at støtte og vejlede med samtale, bøn og bibel. Vi kalder det sjælesorg. Dette tilbud må rækkes til ægtefællerne som kæmper med svære oplevelser og følelser som skyld, nederlag, at være svigtet m.m. Men kirken har også en stor udfordring i at møde børnenes store smerte med omsorg og tilbud om støtte. Det er ikke nogen nem opgave. Men børnene (uanset alder) betaler ofte en stor pris når et ægteskab går i stykker. Derfor kalder de også på vores omsorg og hjælp!

Men ritual for skilsmisse er ikke vejen at gÃ¥. Stik imod det, der helt sikkert er hensigten hos de, der ønsker et sÃ¥dant, kunne det mÃ¥ske i stedet gÃ¥ hen og blive en “genvej”, som kunne dulme kirkens (vores) dÃ¥rlige samvittighed over ikke at komme de skibbrudne ordentligt til hjælp.

Alene af den grund, at et ritual for skilmisse ville savne det bibelske grundlag, som er helt essentielt i ethvert ritual i kirken, gør det umuligt.

Peter Nord Hansen

“Har du ikke lyst til at være børnekonsulent?” Det spørgsmÃ¥l har jeg stillet nogle gange i 2008. Flere gange har jeg fÃ¥et et stort NEJ tilbage - med fx følgende begrundelser: DÃ¥rlig løn, altid “ude” om aftenen, arbejde hele sommeren, ingen tid til mine egne børn og familie, skal arbejde “altid” …

 Min konklusion er, at jeg godt kan forstÃ¥ at nogle holder sig tilbage for at søge en stilling i DFS - nÃ¥r indtrykket af en stilling som børnekonsulent er ovenstÃ¥ende. Men det er jo ikke sandt … Det er ikke sÃ¥dan det skal være.

 Mit spørgsmål er - kan vi ændre opfattelsen? Kan vi fjerne fordommene? Er det virkelig dette indtryk at jeg og andre ansatte i DFS signalerer?

Bent