Efter nu at have været musiksekretær i ¾ år er jeg ved at danne mig et indtryk af musiklivet i Indre Mission. Jeg har boet i udlandet nogle år – og det er slet ikke så tosset at prøve at tage temperaturen på musikkens tilstand sådan set lidt udefra, fra sidelinjen.

Der er noget, som trænger sig på, mærker jeg. Nemlig: Hvordan har musikken det i vores missionshuse? Jeg tænker på ungdomsmøder, familiemøder, møder for den voksne gruppe – altså musikken til fællessang generelt.

En anden ting er også hvordan vi ser på musikken og dens rolle i det kristne fællesskab. Er det ”fyld” mellem de vigtige led i mødet, eller en slags ”lim” til at kæde tingene sammen? Den der med ”tre før og to efter” lever den stadig?

Jeg spørger, fordi jeg er nysgerrig – og måske bange for, at det ikke er helt så rosenrødt, som jeg håber. I min forestillingsverden er det nemlig svært at forstå, at vi kan blive ved med at fastholde en tradition, som andre (for længst) er stoppet med.

Jeg er ikke typen, der kopierer blindt, fordi andre gør noget smart. Jeg er typen, der ønsker en forklaring på tingene. Både på en fastholdelse af en tradition og for nytænkning.

Til sidst: Har det nogen betydning, hvem jeg spørger? Kunne der være dem, der synes, at vi er en flok forsteninger, mens andre synes, at musiklivet blomstrer i Indre Mission?

Hvad jeg selv mener? Det tror jeg, jeg venter lidt med at uddybe…

Merete Steffensen