Jeg tror heller ikke på fortabelsen. Men jeg gruer for fortabelsens virkelighed.

Det anfægter mig, at det høres som om, det er en del af vores trosbekendelse, når vi udtaler os i en debat som den aktuelle om Helvede. Det høres som om vi vil forsvare Helvede eller har brug for at fastholde Helvede for at give det, vi står for betydning.

Jeg tror ikke på Helvede. Men jeg gruer for den virkelighed Bibelen taler om, når det ord bruges, eller når der tales om fortabelsens grufulde virkelighed som noget, vi i tiden kun kender skyggen af.

Jeg forstår godt dem, der siger, at de ikke kan leve med eller tro på Helvede som et evigt pinested. Når jeg engang imellem vover at standse op og tænke tanken, bliver jeg nødt til at stoppe før jeg når helt igennem. Det er en umulig tanke. Jeg vil vove den påstand, at ingen kan tænke fortabelsens virkelighed til ende uden at dø af det. At tænke at skulle være et sted, hvor pinen er mere forfærdelig end det kendes på denne jord, og at det skal være uden det mindste håb og befrielse. Det kan ingen af os holde til. Og det er vel derfor, vi i en debat som den aktuelle høres som om vi er følelsesmæssigt upåvirkede af det. Det anfægter mig, når de, der nægter at regne med eksistensen af Helvede, anklager os for at tale om det, som om vi er uberørte.

Det anfægter mig, fordi jeg kan se og mærke, at de har ret. Derfor forstår jeg godt, at de siger, at det er utroværdigt. Man kan ikke regne med fortabelsens virkelighed og tale troværdigt om det uden at det kan mærkes, at det gælder liv og død for mig selv og for alle. ”Hvis du virkelig selv tror på det, du siger, så ville du gøre hvad som helst for at hindre at noget menneske går fortabt”! Den gik lige ind.

De siger, at nu afgående biskop Lindhardt fik afskaffet Helvede. Det var en tanke, der var til at leve med. Men tanken er uinteressant. For hverken Lindhardt eller nogen anden med god vilje kan ændre virkeligheden med et ord eller en håndbevægelse. Det er altså også en ualvorlig måde at tale om dette dybt alvorlige.

Peter Nord Hansen

Jeg skal i gang med at blogge. Det giver mig lyst til at kommentere på et spørgsmål, jeg af og til konfronteres med – mest fra unge og yngre IM’ere: Hvornår danner Indre Mission frikirke? All right, det er ikke altid, spørgsmålet stilles med præcis de ord, men alligevel… Når jeg tænker nærmere over de ret barske ord, nogle benytter til at beskrive folkekirken og ikke mindst dens præster og biskopper, vil valgmenighedsdannelse vel være en lappeløsning. Vil man gå planken ud, så må løsningen være menigheder og en kirke helt adskilt fra folkekirken. Og så er bloggens tema jo et relevant spørgsmål. Mit svar på spørgsmålet er: Indre Mission skal ikke tage skridt i retning af at blive en af staten og folkekirken uafhængig frikirke.Hvorfor ikke, kan man spørge – og mit svar er:

2. Folkekirkens fundament for forkyndelse, undervisning og sjælesorg er sundt og godt. Jeg vil arbejde for at kirkens liv vokser ud af dens gode fundament. At fundamentet er godt og solidt giver også frimodighed i mødet med og modsigelsen af det, som jeg oplever modsætningsfyldt og grundlagsstridigt.

3. Kirkekampen skal føres inden for den kirke, vi er en del af. Den skal føres i medierne så godt som muligt – men det er ikke den væsentligste del af kirkekampen som foregår dér. Kirkekampen skal også have krop i diskussioner og samtaler mand og mand m/k imellem; den skal mærkes i en indsats i menighedsrådene og det fælles liv i menighederne; kirkekamp er også bestræbelser på at fremme den sunde forkyndelse, bønnen og det kristne fællesskab i og ud fra vore mødesteder i Indre Mission; den skal tage form i arbejdet med at etablere og vedligeholde kristent børne- og ungdomsarbejde i Søndagsskolerne og Indre Missions Ungdom; den skal også udtrykke sig f.eks. i støtte til de institutioner som på kirkens grund arbejder på at danne og udruste fremtidens sognepræster osv.

4. Folkekirken er det mest markante udtryk for dansk kirkevirkelighed. Det er danskernes kirke. Den vil den være uanset vores deltagelse; men når vi vil mission også blandt døbte, hvad er så mere naturligt end at jeg bliver i min kirke og tager udgangspunkt i kirkefællesskabet og den evigt aktuelle udfordring, som det er at bygge kirke på Bibelens og bekendelsens grund.

Det var i al korthed fire begrundelser for at droppe tanken om Indre Mission som frikirke. De løser jo ikke de aktuelle problemer, som vi på forskellig vis oplever. Nej, men de begrunder, hvorfor de nødvendige kampe efter min mening skal tages inden for den kirke, vi er en del af. Man kan naturligvis føre kirkekamp ud fra andre grundholdninger og andre strategier. Der findes ikke én strategi som er hellig og indiskutabel; men for Indre Mission skal valget hedde folkekirken og dens muligheder. Synes jeg.