Det bekymrer mig, at så mange kristne ledere bliver trætte og plages af stress. Hvorfor er der så mange sygemeldinger blandt præster og missionærer og ledere? Det er også bekymrende, at det er så svært at få nogen til at træde ind i bestyrelser og tage lederansvar både på landsplan og lokalt.  Jeg tror, der er en sammenhæng. Jeg tror, det har noget at gøre med alt for store forventninger hos andre og hos lederne selv. Det kan vi ikke holde til.
Dertil kommer, at vi lever i en tid, hvor der er stort fokus på det, vi skal gøre i Guds rige. Der er en tendens til at lægge stor vægt på, at vi skal gøre det rigtige, for at det skal lykkes.
Guds ord har ikke fremgang disse år i vores land. Mange falder fra. Vi bliver færre. Sådan er det store billede, og med få undtagelser afspejles det lokalt.
Det er tungt for os alle. Men det hviler særlig tungt på os, der har lederansvar. Når vi læser i Bibelen, er der noget, der tyder på, at det altid har været sådan. Vi møder i hvert fald en opmuntring til at møde lederne med en særlig omsorg.
Det tror jeg, vi skal lægge os på sinde i dag. Præster, missionærer, bestyrelser og kristne ledere på alle planer har brug for konkret omsorg i form af forbøn, opmuntrende ord og støtte. Vi har brug for opbakning og kærlighed. Også den omsorg, som kommer til udtryk i kærlig og konstruktiv kritik, som kan hjælpe os med at bære det ansvar, vi har som ledere.
Derfor vover jeg at pege pÃ¥ denne formaning fra Paulus i 1 Thess 5,12-13: “Brødre, vi beder jer om at skønne pÃ¥ dem, der slider iblandt jer og stÃ¥r i spidsen for jer i Herren og vejleder jer. Dem skal I omfatte med særlig kærlighed pÃ¥ grund af deres arbejde.”

Peter Nord Hansen
Vicegeneralsekretær

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 10.

Der var engang, hvor der i mange missionshuse var ca. to årlige søndagsskolefester, hvor søndagsskolebørnene medvirkede, og deres forældre derfor var inviteret med. Aftenens program var tale og film-fremvisning. Aftnerne havde et klart evangeliserende mål - at nå familier som befandt sig i periferien af kirken/missionshuset.
Disse fester blev senere til “familieaftner” og en fast del af missionshusets program. 

I dag afholdes der familieaftner ud over hele landet - og jeg glæder mig over det. NÃ¥r det er sagt, har jeg ogsÃ¥ lyst til at udfordre med følgende spørgsmÃ¥l. Har disse aftner mistet det evangeliserende indhold og er blevet til en aften, hvor vi hygger os i “Klub IM”? 

MÃ¥ske er der behov for, at vi ryster posen og tænker nyt, nÃ¥r det gælder familien anno 2010. I efterÃ¥ret 2009 lancerede DFS “Messy Church - for hele familien”. Et evangeliserende tiltag med rammer, der har appel til tidens familier:
·  samværet er uformelt, men der er masser af nærvær og omsorg fra mennesker og Gud.
·  familier ånder frit og får lyst til at lære mere om Jesus og følges med ham videre i livet.
·  familier får et pusterum fra hverdagen og mødes i kirken/missionshuset på egne præmisser.
·  struktur, form og rammer skabes af familierne, så de gør ting sammen, som de finder relevant. 

Det er vigtigt, at vi som missionsbevægelse ikke har for meget fokus på drift og organisation og mindre på mission. Vi skal være kreative og finde strukturer og former, hvor evangeliet kan nå mennesker i dag. Vi har indholdet, men det er ikke altid, at vi pakker det kreativt ind. Som én engang sagde: Samler vi penge ind for at have aktiviteterne, og har vi aktiviteterne for at samle penge ind? 

Vores hjerteslag er mission. Lad os få hjertet til at banke hurtigere.

Bent Molbech Pedersen
Landsleder for Søndagsskolerne

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 09.

Dette nummer af Indre Missions Tidende sætter fokus på temaet diakoni. Det er relevant og giver meget god mening. Det er en af tidens gode trends i kirkelige sammenhænge, at diakoni er i fokus i disse år. Det må vi glæde os over.   Den helt store udfordring bliver springet fra de mange rigtige ord om diakoni til den konkrete hjælpende hånd eller nærværet med et medmenneske, som trænger til mig. Fra ord til handling. Fra begreb til noget, der sker mellem mennesker. Der siges og skrives meget godt og rigtigt om diakoni i disse år. Og selve ordet er et plus-ord. Fantastisk! Der har lige været en rigtig god konference i Århus med stor tilslutning. Der var fokus på omsorgen på sidste lederkonference. Der arbejdes teologisk med begrebet diakoni forskellige steder. Der udtænkes og planlægges projekter og fremstød af forskellig art.    Der tales om diakoni som noget væsentligt for vores fællesskab i missionshuset eller for kirken. Men der er en realistisk risiko for, at vi ikke når fra ord til handling. Der, hvor det ikke længere handler om at planlægge, tale og beskrive, men om at ofre og give afkald.    Først når jeg begynder at give af min tid til et andet menneske, som ikke lige er min ven, eller som jeg ikke synes, det er berigende at være sammen med. Først når jeg deler mit hjem og mine ting med andre. Først når jeg giver noget helt konkret til et andet menneske, som mangler det – først da sker diakonien.   Diakoni er et ord. Det er et begreb. Og når vi taler om det, kan det let gå hen og blive ved det. Noget, andre må virkeliggøre, eller noget, vi som kirke eller fællesskab skal virkeliggøre. Men i virkeligheden har det først betydning, når jeg som et kristent menneske giver af mig selv og af mit til en anden – bare for at hjælpe, støtte, opmuntre og glæde ham eller hende.

Peter Nord Hansen
Vicegeneralsekretær

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 08.

Fattigdom er et af verden største problemer. En sjettedel af verdens befolkning sulter som følge af fattigdom, og ca. ti millioner mennesker dør hvert år af sult og sultrelaterede sygdomme. Ca. 167 millioner børn under fem år er undervægtige på grund af akut eller kronisk sult. Det betyder, at op imod 20 procent af alle, der sulter, er børn. (Kilde: United Nations World Food Programme).  Sultkatastrofen kalder på akut opmærksomhed fra kirkens side. Som kristne bærer vi nemlig et særligt ansvar for social retfærdighed i verden, og evangeliet udfordrer os mange steder til at hjælpe dem, der sulter (læs f.eks. Matt 25,31-46). Vi kan ikke stiltiende se på, at mere end én milliard mennesker sulter, og det går altså ikke, at vi i vores del af verden fører en meget dyr livsstil, mens andre sulter.   Derfor denne opfordring til alle i Indre Mission:    Sæt fokus på de nødlidende i verden ved at samle penge ind til de missionsselskaber, der udfører et diakonalt og missionerende hjælpearbejde i den tredje verden. Sørg også for, at international mission og social retfærdighed kommer på dagsordenen både i klubarbejdet og i forbindelse med de almindelige møder.  Børn er særligt udsatte, fordi de i ringe grad er i stand til at forsørge og beskytte sig selv. Især små børn rammes ekstra hårdt af sult og sygdomme. Derfor glæder det mig, at vi sammen med fem andre organisationer er blevet enige om i 2010 at samle ind til Red Barnet. Det sker i forbindelse med projektet Giv dig rig, som sætter fokus på det ansvar, vi mennesker har i forhold til hinanden og den verden, vi lever i.

Thomas Bjerg Mikkelsen
Generalsekretær

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 07.

Ved et møde i et missionshus i mit sogn blev jeg dybt berørt af mødelederes indledning, som tog afsæt i jordskælvsulykken i Port-au-Prince pÃ¥ Haiti ud fra oplysninger pÃ¥ JesusNet.dk og dr.dk.    Midt i de voldsomme lidelser efter jordskælvene pÃ¥ Haiti rapporteres der om, at sang og bøn fylder gaderne i Port-au-Prince. I sangene klager de deres nød, og i bønnerne rÃ¥ber de til Gud om hjælp.   Sangene og bønnerne ledsages af hÃ¥rdt og ihærdigt arbejde. En af redningsfolkene sagde ifølge dr.dk: “Det er ikke mig, der fjerner jorden. Det er Guds hÃ¥nd, der elsker liv og guider mig, sÃ¥ jeg kan redde denne baby.”   Den gamle munkeregel “Bed og arbejd” bliver i Port-au-Prince til konkret virkelighed.

Bønnen og arbejdet har bÃ¥ret frugt! Til stor glæde har man kunnet finde overlevende i ruinerne op til 10-12 dage efter ulykken. NÃ¥r de befriede og overlevende haitianere bliver spurt om, hvordan de har kunnet overleve sÃ¥ mange dage under de sammenstyrtede huse, sÃ¥ har svaret ofte lydt: “Gud hjalp mig!”   Ulykken pÃ¥ Haiti er blevet en dyrt købt (andre har betalt prisen) pÃ¥mindelse til mig og os alle om, at vi mÃ¥ bede til Gud med den største tillid og arbejde med vore hænder og evner med den største ihærdighed. Det skal vi gøre til Guds ære og menneskers glæde og gavn. 

Hvad kan du og jeg gøre for de nødlidende på Haiti? Vi må bede til Gud om, at han vil lindre de nødlidendes smerte og sende mennesker på deres vej, som kan vise dem barmhjertighed. Vi kan donere af vores økonomiske midler og vores tid til hjælpeorganisationer.   Og vi kan arbejde politisk for, at Danmark så ofte som muligt prioriterer at sende hjælp ud til den slags katastrofer. Statsministeren vil gerne have Danmark på listen over de ti rigeste lande i verden. Jeg kunne ønske, at vort land var med på listen over de ti mest hjælpsomme lande i verden.

Anders Dalgaard
Formand for Indre Mission

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 06.

I moderne ledelse bruges metaforen “maskine” om store virksomheder eller organisationer, hvor det primære fokus bliver at smøre de igangværende hjul frem for fortsat udvikling i takt med den omgivende verden.   Jeg tror, at vi i Indre Mission stÃ¥r i en proces, hvor vi som bevægelse, bÃ¥de lokalt og pÃ¥ landsplan, er ved at indse, at der over tid har været meget “maskine”, og at vi nu befinder os i en brydningstid, hvor nye veje efterspørges.   Det fortsatte skifte fra land til by betyder, at nogle omrÃ¥der bliver sÃ¥ affolkede, at der i fremtiden vil være færre missionshuse, fordi unge ikke flytter tilbage efter endt uddannelse. Det betyder, at fællesskaberne i de store byer bliver større, og kravene ændres.   Unge søger nye mÃ¥der at være i fællesskab pÃ¥, hvilket blandt andet viser sig i dannelsen af mellemfællesskaber (bestÃ¥ende af tidligere IMU’ere, som endnu ikke er klar til at være en del af samfundet) og nye valgmenigheder. Ikke bare unge, men ogsÃ¥ ældre, har det svært med indgroede mødeformer, hvor oplevelsen af en “sÃ¥dan har vi altid gjort det”-kultur er hæmmende for frimodigheden og lysten til at bidrage. Unge reagerer og vil handle, hvis de ud fra deres synspunkt oplever, at “maskinen” er ude af trit med virkeligheden. Det giver mulighed for forandring. Opgaven er, at vi som bevægelse tager ansvar for den situation, vi oplever, og søger at genopfinde os selv. Vi skal turde gÃ¥ derud, hvor det gør ondt at opgive gamle former, og hvor vi bliver særdeles uenige om valg af metoder, former og selvforstÃ¥else. Rigtig mange spændende og positive skibe er sat i søen over de senere Ã¥r, men vi skal stadig “tænke ud af boksen”.   Men ingen forandring skal ske med det formÃ¥l, at Indre Mission som bevægelse skal overleve, men fordi vi ønsker at lede mennesker til Jesus. Mission skal være drivkraften bag vore valg.

Anders Møberg
Landsungdomssekretær

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 05

Kristeligt Dagblad kunne d. 5. januar referere til en undersøgelse om vaner med bibellæsning, som Det danske Bibelselskab havde bestilt. Kun ca. otte procent læser ofte i Bibelen (mindst én gang om måneden). 80 procent læser aldrig eller næsten aldrig i Bibelen.   Det er meget tankevækkende. Jeg tror, det er en del af forklaringen på mange af de ting, vi ser ske i vort folk. Vi er i alvorlig grad et folk på vej væk fra den Gud, som åbenbarer sig i Bibelen.   Deraf kommer også den store uvidenhed om, hvad kristendom grundlæggende er. Men hvad med os, kære læsere af IMT! Mon vi er blandt de otte procent?   Vi oplever stor rodløshed og frafald blandt troende kristne i disse år. Mange forvirrede, trætte og modløse kristne. Jeg er overbevist om, at der er en sammenhæng med en vigende tradition for daglig bibellæsning. Både for den enkelte og i familien.   Jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange der læser i Bibelen hver dag. Det er ganske givet betydeligt færre end de otte procent. Måske bliver det kun et par procent! Lederen i samme nummer af Kristeligt Dagblad konstaterede, at verdenslitteratur i særklasse fortjener at blive læst. På den baggrund opfordrede lederskribenten til at lade 2010 blive året, hvor flere puster støvet af Bibelen!   Den opfordring vil jeg gerne støtte alt det, jeg kan. Og den begrundelse kan være relevant og god nok, når vi i vores hverdag vil opmuntre mennesker omkring os til at åbne Bibelen.   Men for mange af os er der jo også andre meget væsentlige grunde til at gøre det. Vi tror, at den levende Gud selv åbenbarer sig i Skriften. Vi tror, at Guds ånd rører ved os, og gennem netop Skriftens ord rækker os det livgivende evangelium, Guds frelse i Kristus.

Jeg er fuldt overbevist om sammenhængen. En bibellæsende kristen får næring til sin tro og bliver styrket og får modstandskraft. En ikke-bibellæsende kristen lever udsat og er sårbar i sin tro.

 Peter Nord Hansen
Vicegeneralsekretær

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 04.    

Indre Mission befinder sig i en vanskelig, men også spændende forandringsproces, som byder på store udfordringer. Derfor går vi også et begivenhedsrigt forår i møde med en lang dagsorden. Her følger tre punkter, som jeg særligt ser frem til at skulle arbejde med: 

1. Økonomien skal bringes i balanceVi står i øjeblikket over for en løbende opgave med at få de økonomiske ender til at nå sammen. De senere års underskud hæmmer udviklingen af arbejdet og skaber usikkerhed hos mange af os.   Derfor står det øverst på dagsordenen at få lagt plan for, hvordan vi på en god måde kan få skabt balance mellem indtægter og udgifter – uden at det får vidtrækkende konsekvenser for vores aktiviteter.  

2. Et nyt udgangspunkt for kreativitet og nytænkningIndre Mission fylder 150 år til næste år og er heldigvis stadig en livskraftig og dynamisk bevægelse. En væsentlig årsag er, at visionære og modige missionsfolk gennem alle årene har turdet eksperimentere og afprøve nye idéer uden at give slip på visionen: Lede til Jesus – leve i ham.   Vi vil fortsætte i dette spor, og derfor vil vi i løbet af foråret lancere en konkret og kreativ idé til, hvordan vi kan få skabt et nyt udgangspunkt for kreativ tænkning og udvikling af missionsarbejdet i Danmark. Det bliver sjovt – og kreativt! 

3. På vej mod en bedre kommunikation Indrømmet! I Indre Mission er vi ikke altid lige dygtige til at kommunikere med hinanden og med verden omkring os. Derfor har vi brugt en god bid af efteråret på at skrive en ny kommunikationsstrategi, som vi vil offentliggøre i løbet af kort tid og efterfølgende bruge en del kræfter på at virkeliggøre. Forhåbningen er, at vi gennem en målrettet indsats kan få skabt større synlighed omkring missionsarbejdet. 

Mange andre emner kunne have været nævnt, for 2010 bliver helt sikkert et år præget af forandringer.  

Må alle disse forandringer føre til liv – evigt liv!

Thomas Bjerg Mikkelsen
Generalsekretær  

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 03.

I slutningen af 2009 var jeg på et tidspunkt ved at undersøge hvor mange klubber, der var tilsluttet DFS. Til min store glæde viste det sig, at vi i 2009 bød 18 nye klubber velkommen.   

Jeg skriver det lige igen: 18 nye klubber.  

Jeg blev glad, fordi det viser, at der rundt om i landet er mennesker, der brænder for at fortælle børnene om Jesus. Der er med andre ord 18 nye steder i landet, hvor børn og juniorer nu kan høre om Jesus. Sådan! 

Jeg tror, at vi de næste år bør få øjnene op for, at børnene skal prioriteres højt i vores arbejde. Vi skal bruge penge på at skabe gode rammer og relevante tilbud til børn og juniorer i vores missionshuse. Om ganske få år er det dem, der står for IMU – og IM. Tiden går hurtigt, og det er nu, vi kan fortælle dem om Jesus. 

Jeg ved, at det mange steder er svært at finde ressourcer, tid, penge, overskud, børn, ledere osv. til at have en børneklub eller legestue. Det har jeg fuld forståelse for – og jeg har respekt for de valg, der tages lokalt. Alligevel kunne jeg tænke mig at give en udfordring:   

Hvad mangler der hos jer for at en børneklub kunne blive en realitet? Var der andre grene af missionshusarbejdet, som uden de store omkostninger kunne nedprioriteres, så der kunne skabes ressourcer? Jeg ved, at det er svære og måske provokerende spørgsmål, men jeg våger at stille dem. For børnenes skyld. 

18 nye steder kan børn nu høre om Jesus. Evigglad – Den rullende Søndagsskole kører også rundt i Nordjylland og laver klub hver uge på steder, hvor børnene ellers ikke ville høre om Jesus.   

Giv det største til de mindste – og gør det nu. For de mindste bliver hurtigt store.

Bent Molbech Pedersen
Landsleder i Søndagsskolerne

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 2.

Det er vel altid med en vis spænding og måske uro, at vi tager hul på et nyt år. Vi ved ikke, hvad det bringer. Men vi ved, at hver eneste dag er en gave fra Gud. Han vil ikke lade os alene. Han går med. Det må gøre os trygge og give gode forventninger.  

Når uroen alligevel melder sig, er det vel fordi, vi synes, vi har så meget, som vi kan miste. Hvad enten det er helbred, venskab eller en af de nærmeste, gør det frygtelig ondt at miste. Lad os huske at takke for og glæde os over livet, så længe vi har det. En dag er det slut. Men lad os også huske, at der venter et endnu bedre liv fyldt med glæde og herlighed. Den dag, hvor vi får lov til at komme hjem. Hjem til den herlighed og glæde, som ingen nogensinde kan true eller tage fra os. 

Et årsskifte er både anledning til at se fremad og til at se tilbage på det år, vi fik. At se tilbage på 2009 fylder nogen af os med taknemmelighed og glæde. For andre gør det rigtig ondt. Nogen mistede. Andre oplevede smerte og mørke af andre grunde. For de fleste af os giver 2009 både mørke og lyse minder.  

For Indre Mission på landsplan var 2009 et år med forholdsvis mange udskiftninger. I disse år står vi midt i et spændende generationsskifte med mange nye i hovedbestyrelsen, ny generalsekretær og mange nye og yngre medarbejdere i det hele taget. Også lokalt. Det er både vigtigt, glædeligt og godt, at det sker. Det peger nemlig fremad. Det giver grund til at forvente, at Gud også fremover vil bruge vores gamle bevægelse som et af sine redskaber til at nå mennesker med evangeliet om Jesus som verdens frelser og forløser.  

Lad os arbejde for og bede om, at vi hver især må blive brugt af Gud i den tjeneste i det nye år.   

Jeg vil ønske alle IMTs læsere et godt og velsignet nytår.

Peter Nord Hansen

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 1.