Under denne overskrift fortalte Berlingske Tidende forleden om teenagedrenges forhold til sex. Artiklen kom med følgende fakta:

- 6,2 - så mange seksuelle partnere har en dansk dreng i gennemsnit haft, inden han fylder 18.
- 8 ud af 10 i 9. klasse har haft en kæreste.
- 92 procent af de 12 - 20 årige ser/har set porno.

I juniorklubben, teenklubben eller IMU fortæller vi om, hvordan Gud skabte manden og kvinden og om, at en mand forlader sin far og mor for at binde sig til sin hustru.
Jeg kan godt forstå, at nogle unge i dag har svært ved at navigere på dette felt. Guds gode forordninger bliver dagligt udfordret af venner, tv eller internet som konstant bombarderer dem med holdninger, der ligger langt fra det, de har hørt i juniorklubben.

Hver generation har sine kampe at kæmpe. Én af vores kampe er den gennemgribende seksualisering. Jeg oplever, at den verden, vores børn og unge vokser op i, indeholder udfordringer, som jeg i min barndom slet ikke kendte til. Godt nok er jeg snart gammel - men udviklingen går ekstremt hurtig.
Vi har som forældre, bedsteforældre, ledere, venner en vigtig opgave her. Overskriften fra Berlingske Tidende kan jeg fuldt ud tilslutte mig. Vores børn har brug for tydelige voksne, der tør tale med dem om alt lige fra madpakker til sex. Vi må ikke tro, at “de nok selv finder ud af det”, for så bliver det ikke Gud, der kommer til at sætte rammer for deres liv.
Grundlæggende handler det om at lade den næste generation vokse op i en familie, en menighed, et missionshus, hvor de oplever, at Gud godt kan holde til at blive udfordret af tidens tanker og trends. Det er i hverdagen, livet leves - det er i hverdagen, at Gud skal på banen.
Vi har som voksne en vigtig opgave her.

Bent Molbech Pedersen
Landsleder i Søndagsskolerne

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 36.

På en netop afholdt konference for ledere i skandinaviske IM-bevægelser i Finland var der sat fokus på børne- og ungdomsarbejdet.
I det allerførste foredrag mødte vi spændende og udfordrende overvejelser fra teologen og forskeren i ungdomskultur, nordmanden Knut Tveitereid. Han konstaterede, at ungdomskulturen gennem de seneste årtier er blevet mere og mere selvstændig, og at der i dag er større afstand mellem generationerne end nogensinde tidligere.
Knut Tveitereid rejste spørgsmålet, om det nu er tiden til at føre generationerne sammen igen. Han mente at se tegn på en udvikling i den retning.
Både voksne og unge er på vej til at opdage, at vi har brug for hinanden.
Måske er det ikke så sikkert længere, at unge ikke ønsker kontakt med voksne. Heller ikke, at voksne ikke ønsker kontakt med unge.

Knut Tveitereid lagde vægt på at opmuntre voksne til at overveje, hvordan vi kan tage ansvar for at møde de unge, så vi på en ny måde kan berige hinanden. “Bevisbyrden er de voksnes,” sagde han og tilføjede, at de voksne må blive så interessante, at de unge får lyst til at mødes med dem.
Men hvordan kan voksne blive interessante for unge?
Knud Tveitereid pegede på fire forhold, vi som voksne skal være opmærksomme på. Interessante voksne er voksne som:  

- Viser vej uden at forenkle.
- Selv står i spændinger.
- Behersker flere “sprog” (kulturer) end sit modersmål.
- Kan lede uden at bruge magt.

Jeg synes, at vi her står over for positive og konstruktive udfordringer. Jeg har nemlig også en længsel efter, at afstanden mellem generationerne igen kan mindskes. Lad os derfor arbejde på at blive så interessante for unge som muligt. For deres skyld og for vores egen skyld.
Vi har brug for hinanden!

Peter Nord Hansen
Vicegeneralsekretær

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 35

I Indre Mission bruger vi i disse år mange ressourcer på at modernisere de ydre rammer og former, og vi arbejder hårdt på at skabe mere åbne og imødekommende fællesskaber.
Det er vigtigt med denne fornyelse af rammer og samværsformer, for det åbner for, at de næste generationer kan føle sig hjemme i Indre Mission.

Det er dog ikke kun de ydre rammer og fællesskabet, der trænger til et grundigt eftersyn. Det gør forkyndelsen også. Den åndelige fornyelse udspringer nemlig ikke af en opdatering af de ydre former, men først og fremmest af et forfriskende og livsnært møde med Guds ord!
Hvis ikke evangeliet bliver forenet med tiden og tilhøreren, så sker der næppe nogen åndelig fornyelse. Derfor har vi brug for forkyndere, som har bibelsk indsigt, åndelig erfaring og et menneskeligt og kulturelt overskud. Kort sagt: Vi har behov for forkyndere, der er forankrede i Guds ord, og som også evner at formidle i et nutidigt sprog.

Derfor har vi i Indre Missions ledelse besluttet, at vi i de kommende år vil bruge en del ressourcer på at sætte spot på forkyndelsen i Indre Mission.
Vi vil gå forkyndelsen efter i sømmene og sammen med både medarbejdere og frivillige udvikle idéer til, hvordan vi kan styrke forkyndelsen og gøre den mere tidssvarende.
I Indre Mission skal man altid kunne møde en forfriskende, Kristus-centreret og frigørende forkyndelse, der er uden floskler og vækker genklang hos nutidsdanskeren.

Thomas Bjerg Mikkelsen
Generalsekretær

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 34.

For nylig omtalte Kristeligt Dagblad (9. juli 2010) en meningsmåling, som viser, at godt hver fjerde dansker betragter sit arbejde som et “kald”. Arbejdet er ikke sur pligt; det er ikke lønnen, der driver værket; det er noget, som er stører end dem selv: “et kald”. Arbejdet skal gavne andre end os selv, og derved får det mening og karakter af et kald.

Jeg glæder mig over, at kaldstanken har fået en renæssance. Det er en gammel og hævdvunden kristen tanke, at det daglige arbejde skal forstås som det jævne menneskes daglige guds-dyrkelse.
I den moderne kaldstanke ligger vægten et andet sted, men Luther har på en særlig måde været eksponent for tanken om at tjene Gud i “kald og stand”. Og Kingo har formuleret det sådan: “Han (Gud) vil i dag mig give kraft og styrke, jeg i mit kald og stand min Gud og Fader kan tilbørlig dyrke” (DDS 743,4).
Denne kaldsforståelse kaldes for det “almindelig kald”.

At hver fjerde dansker betragter sit arbejde som et “kald” står i en vis kontrast til det, som jeg iagttager i de åndelige fagområder, som kaldes “det særlige kald” (præst, missionær og lignende), hvor man dedikerer sit liv til Ordets tjeneste.
Her fornemmer jeg en vis blufærdighed og tilbageholdenhed over for at kalde sit arbejde for “et kald” - i hvert fald, hvis kaldet fordrer mit engagement ud over den normale arbejdstid. Det særlige kald kendetegnes ved, at det er båret af et indre og et ydre kald - fra Gud og mennesker; derfor må det også tage skikkelse af at være en livsstil.

Jeg har to ønsker:
- at alle Indre Missions venner ser og forstår deres daglige arbejde som et kald, hvorigennem de tjener Gud og næsten.
- at der vil være dygtige teologer, der vil arbejde med den lutherske forståelse af “kald og stand” og give det en nutidig sprogdragt og applicere det ind i vores tid, så vi genfinder glæden i en sund og sand luthersk kaldsforståelse af såvel det almene som særlige kald.

 Anders Dalgaard
Formand for Indre Mission  

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 33.

Vi var et par dage i Stockholm her i sommer. Allerede efter et par timer i byen var der et navn, dukkede et bestemt navn op igen og igen. Det blev ledsaget af en karakteristisk grøn farve på tøj, tasker og alskens ting og sager sammen med et let genkendeligt logo med tre blade. Herbalife!

   Vi så det første gang på hotellet. Senere overalt i byen. Vi vidste ikke, hvad det var, og begyndte at tale med hinanden om det. Var det ikke navnet på et helsekostprodukt? Hvorfor var der så mange her, der reklamerede for det?

   De gik i grupper. Mange forskellige kulturer og sprog. Navnet Herbalife bandt dem sammen.

   Den første morgen viste det sig, at vores hotel var fyldt af dem.  Der var trængsel i den lille morgenmadsrestaurant. Vi sad tæt og kunne mærke den glade stemning. De var som én stor familie.

   Der stod Herbalife overalt. Tasker, drikkeflasker, trøjer og alt muligt andet. De bar pulvere og store kasser med mange rum til forskellige piller og kapsler. Bordene var fyldte med Herbalife-produkter.

   Det var efter vores mening alt for meget med den grimme grønne farve og de kiksede tasker og drikkeflasker. Men det gjorde indtryk, at så mange tilsyneladende helt almindelige mennesker trodsede æstetiske normer og bare viste deres begejstring og stolthed over at bære navnet Herbalife. 

Jeg var nødt til at spørge en af dem, hvad Herbalife står for. Han var fransk og bosat i Spanien. Med stolthed fortalte han om deres store event og om, hvordan han var engageret som uafhængig konsulent og distributør for Herbalifes produkter, der giver et bedre liv.

   Det var tankevækkende for os, at navnet på et helsekostprodukt kan betyde så meget for mennesker.

   Vi kom til at tale om, hvad navnet Jesus betyder for os. Vi har al mulig grund til at være stolte af det navn og skilte med det uden hensyn til, hvad andre måtte tænke. Det er jo kun godt, når nogen bliver nødt til at spørge, hvorfor Jesus betyder så meget for mig.

Peter Nord Hansen
Vicegeneralsekretær i IM

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 31

Den 20.-27. juli afholder Det Lutherske Verdensforbund (LVF) generalforsamling i Stuttgart. LVF er et globalt fællesskab af lutherske kirker, som blev grundlagt i 1947. LVF har i dag 140 medlemskirker fra 79 lande og repræsenterer ca. 69 mio. lutheranere. Generalforsamlingen afholdes hvert syvende år.

Den danske folkekirke har i alt 14 delegatpladser, som fordeles af Folkekirkens mellemkirkelige Råd, og jeg er indbudt til at være med i den danske delegation.     

Den samlende overskrift for dette års generalforsamlingen er ”Giv os i dag vort daglige brød”. Fokus vil være rettet mod kirkens opgave i forhold til sulten, fattigdommen og de stigende miljøproblemer i verden, men andre spørgsmål vil også komme på dagsordenen.     

Et af de spørgsmål, som med garanti vil blive bragt op på årets generalforsamling, er spørgsmålet om homoseksuelles stilling i kirken. I en række kirker – herunder folkekirken – har spørgsmålet ført til interne spændinger, og uenighed på området truer nu også enheden blandt lutherske kirker på verdensplan.     

For eksempel har flere lutherske kirker, blandt andet i de baltiske lande, meddelt, at de ikke længere kan have fællesskab med Svenska Kyrken, efter at den i 2009 besluttede at indføre et kønsneutralt ægteskabsritual. Og for nylig meddelte den lutherske kirke i Tanzania – som i øvrigt er verdens næststørste lutherske kirke – at den ikke vil samarbejde med eller modtage penge fra kirker, som legitimerer samliv mellem mennesker af samme køn.    

Det er tankevækkende, at hensynet til kirkens enhed – både nationalt og globalt – ikke fylder mere i den danske debat om kirkens forhold til homoseksualitet. Hvis der indføres et vielsesritual for homoseksuelle i Danmark, vil det også få store og negative konsekvenser i forhold til samarbejdet med andre kirker i verden. Derfor er jeg også meget spændt på at deltage i LVF’s generalforsamling. Spørgsmålet om kirkens stilling til homoseksualitet er ikke bare et nationalt anliggende. Det tror jeg, vi kommer til at sande, når vi samles i Stuttgart senere på måneden.   

Thomas Bjerg Mikkelsen 

Generalsekretær

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 29/30

Den primære opgave for IMU’s ungdomskonsulenter er at være i tæt kontakt til IMU’erne. Det kalder vi for “IMU-kontakten”, og den består af fem opgaver:

• besøg i IMU-afdelingerne på lokal mødeaften
• besøg i IMU-udvalgene
• formandssamtaler
• afholdelse af formandsforum (en samling kun for formænd)
• forkyndelse/undervisning i IMU

Vægtlægningen i løsningen af disse opgaver kan være forskellig blandt konsulenterne, men i forbindelse med medarbejdernes årsrapporter vurderer vi, om målene er nået. I vinter kunne vi for tredje år i streg fejre, at “IMU-kontakten” samlet set er blevet større end året før. Vi får lov til at inspirere unge til mission, udruste til tjeneste og kalde ind i opgaver.

Alligevel har ungdomskonsulenterne ikke ansvaret for det lokale IMU-arbejde. Den tanke er nærliggende, når konsulenten får løn for sit arbejde og generelt er tæt på IMU’erne, men ret beset har de ikke ansvaret.

Det er derimod de lokale IM-samfund, som har ansvaret for ungdomsarbejdet. De har ansvar for at:

• bede for de unge
• følge med i, hvad der sker (for eksempel via en foreningsmedvandrer)
• skabe sammenhæng mellem unge og ældre
• vejlede i etiske og moralske spørgsmål
• sikre, at arbejdet kører godt, og hjælpe, når noget kører skævt.  

Konkret kan det ske ved at IMU-udvalget og samfundsbestyrelsen årligt holder et fælles møde om IMU-arbejdet. Det kan også ske ved, at samfundsformanden drøfter og evaluerer IMU’ernes program sammen med IMU-formanden.

IMU har alle steder brug for voksne, som vil være til stede i arbejdet. Som ikke er bange for at komme i berøring med de unge, og som vil kæmpe for at forstå dem og svare på deres spørgsmål.

Det er naturligt at ungdomskonsulenterne er en del af ovenstående og inddrages ofte. Men ungdomskonsulenten kan ikke bære ansvaret, for det ville arbejdet blive alt for skrøbeligt af.

Anders Møberg
Landsleder i IMU

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 27/28.

Den aktuelle situation får nogle til at overveje at melde sig ud af folkekirken. Det gør jeg ikke. Hvis jeg skal forlade den, skal jeg smides ud.

Jeg har aldrig meldt mig ind i kirken. Derfor har jeg ikke haft brug for gode argumenter for at være i folkekirken. Jeg er slet ikke i folkekirken på grund af gode argumenter. Baggrunden er en helt anden.

Jeg er født ind i folkekirken. Mine forældre og forfædre, så langt tilbage jeg er vidende om det, har været en del af den kirke i al skrøbelighed og har levet deres liv som kristne her. Her blev også jeg døbt til at høre Jesus til. Her har jeg hørt Guds ord og er blevet oplært i den kristne tro, som slægterne før mig.

Det er min kirke, som jeg er Gud taknemmelig for. Derfor er det også en stor udfordring, at der sker så meget, som bedrøver.
Det er lidt ligesom at høre til det danske folk. En stor del af vort folk handler og lever på en måde, som jeg ikke kan stå inde for. Folketinget har vedtaget love, der er forfærdelige. Men det har alligevel ikke fået mig til at overveje at skifte borgerskab og blive en del af et andet folk.

Jeg hæfter ikke for det, præster og biskopper eller flertallet i kirken står for. Der er sagt og skrevet og gjort meget i kirken, som jeg bestemt ikke kan tage medansvar for.

Jeg er forpligtet på kirkens grundlag: Bibelen og bekendelsen. Ingen kan tvinge mig til at forkynde eller tro eller handle imod det, jeg har i Skriften og vor kirkes bekendelse.

Når jeg fastholder, at jeg ikke overvejer at gå, betyder det ikke, at jeg er parat til at acceptere eller at tilslutte mig noget, som har Bibel og bekendelse imod sig.

De eksisterende ritualer for velsignelse af homoseksuelle parforhold er jeg ikke forpligtet på, da de ikke har noget bibelsk mandat. Det vil jeg heller ikke være, om så et enigt folketing og bispekollegium autoriserer dem.

Peter Nord Hansen
Vicegeneralsekretær

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 26.

Sidste sommer stødte jeg på en lille og temmelig rørende beretning om, hvad der kan ske, hvis vi flygter ind i fortiden, tilbage til de gode gamle dage, hvor alting var bedre end nu. Den stammer fra Sydafrika og handler om en mand, som under apartheid blev tvunget til at flytte ind i en trøstesløs ghetto.

Fortælleren er den sydafrikanske ærkebiskop, Desmond Tutu: “Kort tid efter at jeg var blevet udnævnt til ærkebiskop, aflagde jeg besøg i Bonteheuwel, et andet produkt af apartheid. I et af de små huse i denne township sad et af vores sognebørn, en gammel mand, som var blevet forflyttet dertil fra District Six i 1960. Vi skriver nu 1986. Han havde endnu ikke pakket de kasser og æsker op, som hans ejendele var pakket ned i. De stod og flød overalt i det meget beskedne hus. Da jeg spurgte hvorfor kasserne var uåbnede, svarede han, at han ventede på en mulighed for at vende hjem til District Six. … Han døde senere af sorg. Hans kasser og æsker var stadig uåbnede” (Citat: Ingen fremtid uden tilgivelse, s. 89).

Vi har meget at lære af den historie. Alt for ofte kommer vi til at ligne den gamle mand med de uåbnede kasser og æsker. Vi bliver grebet af modløshed og en sær melankoli, fordi vi ser os tilbage i stedet for at flytte ind i nutiden, og vi risikerer – billedlig talt – at dø af sorg over den fremtid, vi aldrig fik.

Det er faktisk lidt af en tragedie, når det går sådan, for enhver kristen og enhver kirke stivner, når den ser sig tilbage og hæger sig fast til fortiden.

Så her er min opfordring: Drop alle de nostalgiske tanker om, at fortiden kan blive til virkelighed igen og giv plads for Guds vilje - også for fremtiden. Drop flugten tilbage til fortiden og flyt ind i Guds nutid – for det er her – i nutiden – at Gud bygger sin kirke.

Thomas Bjerg Mikkelsen
Generalsekretær

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 25.

Flere forhold peger i retning af, at teologistudiet på Aarhus Universitet udhules. Der er fra universitetets side planer om, at det teologiske fakultet lægges sammen med de humanistiske fag. Det indebærer en stor risiko for, at de teologiske hovedfag nedprioriteres, og at teologi får et så bredt indhold, at uddannelsen ikke har det indhold og centrum, som er nødvendigt for, at den kan være en betryggende uddannelse for de kommende præster.

Samtidig kører Det Teologiske Fakultet for tiden en kraftig markedsføring, hvor de klassiske teologiske hovedfag som bibeleksegese (fortolkning af GT og NT), dogmatik (troslære) og kirkehistorie er nedtonet så kraftigt, at man skal lede med en lup for at finde dem. I en helsides avisannonce for Det Teologiske Fakultet var disse fag overhovedet ikke nævnt. Her blev teologistudiet ikke markedsført som et studium, der giver viden om den kristne tro, men som en uddannelse, der gør den studerende til ”ekspert i den rolle, kristendommen spiller i Danmark og resten af verden”.

I forbindelse med planerne om, at Det Teologiske Fakultet skal lægges sammen med andre fakulteter, har kirkeminister Birthe Rønn Hornbech ifølge KD udtrykt bekymring for kvaliteten af teologistudiet som basis for ansættelse af præster i folkekirken. Hvis teologistudiet på Universitetet udhules, mener hun, at det kan blive nødvendigt at godkende Menighedsfakultetets teologiske uddannelse og give Menighedsfakultetet (MF) eksamensret for teologiske kandidater.

Så er det lige, jeg får lyst til at spørge: Hvorfor kan MF så ikke få denne eksamensret nu? Hvis MF kan blive berettiget til fuld eksamensret, fordi universitetsuddannelsen bliver for dårlig, så må MF’s uddannelse også være kvalificeret til denne eksamensret, selv om universitetets teologistudium skulle være i orden. Og så må MF’s studenter også være berettiget til Statens Uddannelsesstøtte.

Anders Dalgaard
Formand for Indre Mission

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 24.