Den 23. november offentliggjorde kirkeminister Manu Sareen denne nyhed: “Regeringen har besluttet, at homoseksuelle skal kunne indgÃ¥ ægteskab pÃ¥ linje med heteroseksuelle par, og at de vil kunne kalde sig for ægtefæller. … Det nye vielsesritual vil blive udarbejdet i et tæt samarbejde med folkekirken, og biskopperne har tilkendegivet, at de vil indgÃ¥ i dette arbejde.”  

I lyset af regeringsgrundlaget er udmeldingen ikke overraskende. Den udstiller en ideologi i samfundet, som samtidig gør overgreb på kirken. Man laver ikke blot en sammenstrikket kristendom bestemt efter demokratisk tolerance og flertalstyranni, styret efter ligeberettigelsens krav. Man vil nu også ændre på selve sproget, så ægteskab skal defineres anderledes.   

Det betyder: Gud skaber ikke os, vi skaber ham i vort billede. Sproget udtrykker ikke vores virkelighed, vi skaber virkeligheden med sproget.  

Indførelse af vielser for homoseksuelle i folkekirken strider fundamentalt mod Bibelen og bekendelsen, mod kirkens historie og traditioner og mod ægteskabets rolle i samfunds- og familieliv.  

Nogle biskopper har protesteret imod visse forhold i kirkeministerens udmelding. Min inderlige bøn er, at biskopperne vil melde sig tydeligt på banen og offentligt sige fra over for et vielsesritual - og en ny forståelse af ægteskabet. Jeg appellerer til, at de - ifølge deres bispeløfte - vil værne kirken imod falsk lære, så den ikke fremstår utroværdig. Et nyt ritual vil skabe varig splittelse i kirken.  

Hvis biskopperne indfører et nyt ritual, bærer de også ansvaret for, at mange lægfolk og præster vil føle sig presset ud af kirken. Der må skabes robuste frihedsordninger, hvor fritagelse af præster langt fra er nok. Særligt den omtalte præambel må inkluderes, ligesom hensyn til kirkefunktionærer m.fl. Jeg ser frem til, at vi inddrages i en fortsat samtale! 

Hans-Ole Bækgaard er formand for Indre Mission

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 49.

Siden april har vi gennemført en indsamling til byggeriet af et børnehjem i Indien. Den gode nyhed er, at vi nu er nået til vejs ende, idet vi nu har nået indsamlingsmålet på ca. 330.000 kr.   

Vores lutherske medvandrebevægelse, Christu Sudha Communication & Ministries (CSCM), har allerede klargjort grunden. Inden byggeriet for alvor kan skydes i gang, skal CSCM imidlertid have en formel tilladelse til at kunne modtage penge fra Danmark. Alt tyder på, at det nok skal falde på plads, men det kan trække lidt ud, da sagsbehandlingen i Indien ofte er omfattet af et unødigt bureaukrati. Vi satser på, at bygningen kan indvies i løbet af efteråret 2012.  

CSCM og Indre Mission har et fælles ønske om, at børnehjemmet ikke bliver en institution, men netop et trygt kristent hjem. Foruden soverum til de 30 børn, som skal bo på hjemmet, vil der også blive opført et åbent auditorium til brug for møder, samt et par ekstra værelser.  

CSCM organiserer og støtter søndagsskoler for børn i mange landsbyer i området og har nu 72 søndagsskoler tilsluttet. Det nye børnehjem vil udgøre en vigtig ressource for søndagsskolearbejdet og er en vigtig brik i kirkens diakonale indsats for at hjælpe forsømte og oversete børn.  

Der skal lyde en varm tak til alle jer, der har bidraget med penge til projektet. Fortsæt med at bede for vores indiske venner, og bed ikke mindst om, at den sidste formelle tilladelse snart må falde på plads.   

Det er vigtigt, at både Ydre Mission og det diakonale hjælpearbejde får en mere fremtrædende position i IM’s arbejde. Forhåbentlig kan Indien-projektet udgøre et skridt i den retning. Både ved at række konkret hjælp til konkrete nødlidende mennesker og ved at skabe en ny bevidsthed om den nære sammenhæng, der er mellem mission i Danmark og ude i verden. 

Thomas Bjerg Mikkelsen er generalsekretær i Indre Mission. 

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 48.

Af Peter Nord Hansenleder Jeg kan ikke mindes en tid med sÃ¥ meget udtalt taknemmelighed og glæde over at fÃ¥ lov til at være med i Indre Mission som i dette efterÃ¥r. NÃ¥r jeg kommer rundt i landet i disse uger lyder det igen og igen: “Tak for sidst i Fredericia. Det var en stor opmuntring at være med til jubilæumsfesten.” Det kommer fra hjertet og fra ung og gammel.  

I september måned oplevede vi, at man i omkring 150 missionshuse havde lagt mange kræfter i at åbne missionshuset lørdag d. 10. Det var meget spændende at opleve kreativiteten, stoltheden og målrettetheden og efterfølgende høre vidnesbyrd om, hvad det kom til at betyde.  

I de seneste dage har jeg overvejet, hvordan vi som bevægelse bedst muligt kan tage den gave til os. Hvordan kan glæden og taknemmeligheden være med til at give frimodighed og kræfter til det daglige arbejde?  

Jeg er ikke sikker på, at jeg har fundet svaret. Men jeg har et stort ønske om, at vi sammen kan fastholde noget af den begejstring og taknemmelighed over fællesskabet i Indre Mission, vi fik her i efteråret. Vi har set, at Gud har givet os ressourcer og muligheder, som vi nu må bede om frimodighed til at udnytte. 

Vi har virkelig grund til taknemmelighed for den gave, Indre Mission har været - men også for den gave Indre Mission er for os i dag. Det var det, der blev tydeligt for mange af os i de gode jubilæumsdage og ikke mindst ved jubilæumsfesten d. 8. oktober.  

Gud er god mod os. Både lokalt og på landsplan har vi i Indre Mission fået et fællesskab som en stor gave. Her har mange af os lært Jesus at kende. Her har vi en rigtig god ramme om vort hverdagsliv som kristne, og her kan vi være med til at række evangeliet om Jesus til mennesker omkring os. Lad os ikke glemme at takke Gud for hinanden.

Peter Nord Hansen er vicegeneralsekretær i Indre Mission.

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 47.

Samme dag som Indre Mission fejrede 150-Ã¥rs-jubilæum, kÃ¥rede Landsforeningen Landsbyer i Danmark “Ã¥rets landsby”. Vinderen blev Bagenkop pÃ¥ Langeland ud fra et tema om fællesskabets og frivillighedens betydning for et landsbysamfunds overlevelse og trivsel.  

Britta Schall-Holberg, formand for dommerkomiteen, pegede pÃ¥, at byen ud fra størrelse og placering “burde være i afvikling og forfald. Men bagenkopperne vil det anderledes. Bagenkop er som humlebien, der ikke burde kunne flyve, men som gør det alligevel.”  

En fra byen sagde: “Vi er simpelthen sÃ¥ trætte af det der Udkantsdanmark. Vi føler ikke, nÃ¥r vi stÃ¥r ud af sengen om morgenen, at vi er udkantsdanskere. Vi er forkantsdanskere.”  

Indre Mission rammes også af tidens udfordringer i forholdet mellem by og land, økonomi, frivillighed m.v. Derfor er vi nødt til at tænke nyt og se anderledes på muligheder og ressourcer.  

Mange egne i landet føler sig overset og svigtet. Og jeg forstår det, når jeg sammenligner, hvad der tidligere var muligt, med situationen i dag. Få missionærer i det nordvestjyske kan begrænse. Ingen missionærer på Vestsjælland er en nød. Kun to missionærer til næsten en fjerdedel af den danske befolkning i det storkøbenhavnske burde ikke være situationen.  

Desværre er det ikke muligt at give løfter om en løsning af situationen her og nu, men hvem bor i Udkantsdanmark, når det gælder missionsarbejdet? Jeg vil hellere pege på, at alle såkaldte udkantsområder er Indre Missions bagland, når det gælder prioritering og muligheder. Jeg ønsker ikke, at nogen skal opleve sig glemt. For udkant - eller rettere bagland - er det centrale i Indre Missions arbejde. Det har vi forsøgt at udtrykke på flere måder i de nye pejlemærker.  

Jeg håber, at vi kan opmuntre hinanden til at udskifte udkant med forkant! Netop som det er sket i Bagenkop med lokalt initiativ og dynamisk motivation. Det kan skabe nyt og en positiv forandring.

Hans-Ole Bækgaard
Formand for Indre Mission

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 46.

Af Thomas Bjerg Mikkelsen
Leder 

Indre Missions opgave er at forkynde evangeliet om Jesu død og opstandelse for den danske befolkning. Imidlertid har kirken og Indre Mission over de seneste årtier mistet taleretten i almindelige sekulariserede menneskers liv.   

Umiddelbart kan man tro, at kuren mod denne udvikling først og fremmest er at gøre op med en forældet mødeform, et akavet missionshussprog og en stivnet liturgi i kirken. Det største problem er dog snarere, at selve budskabet ikke længere har den samme resonansbund hos de fleste af os. Kirkens tale om synd og tilgivelse rammer ved siden af, fordi kun de færreste kan se pointen i at falde på knæ for en højere instans og bede om tilgivelse for vores synder.  

Det store spørgsmål bliver så, hvordan vi kan vinde taleretten tilbage i en tid og et samfund, hvor selvrealisering, egenværdi og egenomsorg går forud for begreber som gudsfrygt, nytteværdi og næstekærlighed? Hvordan kan vi forkynde evangeliet om syndernes forladelse i en kultur og et samfund, som sætter individet foran næsten?  

En del af svaret skal findes i koblingen mellem forkyndelse og diakoni. Det handler om, at vi ikke kun forlader os på det talte ord, men at vi lader handling og ord følge efter hinanden – og i den rækkefølge. Det er først, når vi engagerer os i andre menneskers liv, at vi for alvor får mulighed for at dele evangeliet med dem.

Historien har vist, at forkyndelsen let kan blive nedtonet og letbenet i en kirke, som vægter diakonien højt. Men det modsatte er mindst lige så farligt: Der er bedrøveligt mange mennesker, der har forladt troen og følt sig svigtet af kirken, fordi vi ikke var til stede med konkret livshjælp, da krisen ramte. 

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 45.

Af Peter Nord Hansen
Leder 

Dødens kultur. Udtrykket stammer fra et interview i Kristeligt Dagblad med den tyske politolog Andreas Pütmann, som har udgivet en bog om afkristningen i Tyskland. Bogen, der har vakt opsigt, behandler konsekvenser af afkristningen, som er gået meget stærkt i Tyskland de seneste 40 år. Siden 1970 er andelen af kristne i befolkningen faldet fra 93 til 63 procent.  

Andreas Pütmann taler om, at det sociale miljø gennem disse år er blevet mere koldt, og at forråelsen breder sig, med brutal vold og udryddelse af uønskede børn med mongolisme som eksempel.  

Kristne symboler og værdier fjernes støt og sikkert i samfundet, og kristne kirker lukkes og rives ned.  

Vi ser den samme udvikling i Danmark. Jeg er overbevist om, at vi i den nærmeste fremtid vil se tydeligere konsekvenser af afkristningen, end vi hidtil har set. Vi er på vej til at blive et åndeligt forarmet samfund, hvor der bliver langt imellem sund kristen tro og livsstil. Allerede i dag tales der åbent om kirkelukninger, og at kristendommen ikke bør have fortrin i et moderne samfund.  

Vi skal være midt i denne proces med bøn om at blive bevarede som kristne på sund bibelsk grund.  

Og så skal vi være opmærksomme på, hvad det er, der holder, og hvad kristendom i grunden er. Vi skal ind til kernen og holde fast ved centrum.  

Andreas Pütmann hævder, at præsters angst for at forsvare gamle trossandheder bærer en del af skylden for, at mennesker vender kristendommen ryggen. “Alt for mange teologer har slÃ¥et en stor bue uden om temaer som korsets offer, opstandelse og det evige liv,” siger han.  

Sådan må det ikke gå for os. Vi skal være midt i dødens kultur som levende kristne, der holder fast ved livets ord i Bibelen og med frimodighed rækker det til mennesker, som mere end nogensinde hungrer efter liv og håb. 

Peter Nord Hansen er vicegeneralsekretær i Indre Mission og ansvarshavende redaktør for IMT

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 44.

Af Anders Møberg
Leder 

I IMU arbejder vi med byggestenen “ID”. Det stÃ¥r for “identitet” eller “igennem dig”. Vi ønsker at fokusere pÃ¥ vores identitet i Jesus Kristus, som den, der handler gennem os, og som udgangspunktet for, at vi er i mission. En af delvisionerne med ID er “at vi ønsker at erfare, at mission er global”.

I efterÃ¥rsferien tog en gruppe pÃ¥ 15 IMU’ere fra fire forskellige IMU-afdelinger til studentermenigheden “Jacobs Porch” i Ohio. Jay Gamelin, som talte pÃ¥ konnekt i 2010 er præst der, og Jenny Brockmann, missionærmedhjælper i København indtil marts 2010, er ansat samme sted. Vi hÃ¥ber, denne gruppe fÃ¥r en unik oplevelse af og forstÃ¥else for amerikansk kirkeliv arrangeret af vores gode amerikanske kontakter.

Til februar arrangerer IMU en rejse for en gruppe af IMU’ere til Etiopien. Denne gang i samarbejde med Dansk Ethioper Mission (DEM), som med deres ekspertise kan arrangere denne “dannelsesrejse”, hvor unge kristne danskere pÃ¥ en særlig mÃ¥de kommer tæt pÃ¥ afrikanske kristne og møder den udfordring til fromhedsliv og liv i tillid til Gud, som vi møder i Afrika.

For et par uger siden havde IMU besøg af en etioper ved navn Lalissa Daniels, som DEM havde inviteret pÃ¥ besøg Danmark. Vi havde i en uges tid mulighed for at vise Lalissa vores arbejde, og han deltog i alt fra en MU-samtale, et Konnekt-udvalgsmøde til en teengudstjeneste. Derudover mødte han ogsÃ¥ smÃ¥ grupper af IMU’ere, hvor han underviste i praktisk liv med Gud. Det blev til timelange bedestunder, hvor alle bad pÃ¥ knæ. Det er udfordrende og især tankevækkende, hvad det gør ved os danskere at møde Guds kirkes forskellige ansigter.

Vi erfarer, at mission er global, og at kristne fra andre lande kan lære os mange vigtige ting om det at være kristen i Danmark. Vi har brug for kontakt til kristne i andre lande for at lære af dem og for selv at opfylde vores mission i Danmark, nemlig at nå danske unge med budskabet om Jesus Kristus. 

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 43.

Af Hans-Ole Bækgaard
Leder 

I de sidste 37 år har Børkop Højskole fungeret som Indre Missions Bibelskole. Rigtig mange mennesker er blevet beriget for livet gennem et ophold på skolen.  

Jeg husker fra min tid som årsvikar, hvad et bibelskoleophold kan få af betydning for eleverne. De bliver grundfæstet i troen og opnår større bibelkundskab. De får venner for livet og bliver åndeligt tæt knyttet til andre. De får kendskab til Indre Mission som bevægelse og til de forskellige ressourcer. De får forståelse for missionsarbejdet i lokalmiljøet og bliver udrustet til tjeneste. De kommer til at kende sig selv bedre og opdager ofte nye sider af sig selv.  

Børkop Højskoles betydning for Indre Mission er umulig at gøre op. Skolen har været med til at skabe kultur, nytænkning, vækst, sammenhold og meget mere, der har haft en uvurderlig og afgørende betydning og indflydelse. Et bibelskoleophold har også været med til at udruste mange til en lønnet eller frivillig tjeneste i Indre Mission.  

Indre Mission har brug for Børkop Højskole. Vi har behov for en bibelskole! Derfor er det meget vigtigt, at der kommer flere elever på skolen, end det i øjeblikket er tilfældet – også når det gælder tilmeldinger til det kommende forårshold.  

For tiden står skolens ledelse over for store udfordringer. Først og fremmest skal der findes en ny forstander med de rette visioner for skolen, men skolen mangler også penge.   

Min opfordring til Indre Missions venner er: Omtal Børkop Højskole i relationer og lokalt. Fortæl de unge om muligheden for et ophold på skolen, og støt dem også gerne økonomisk, hvis det gør et ophold muligt. Endelig er det vigtigt, at vi alle tager skolen med i forbøn.  

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 42.

Af Peter Nord Hansen
Leder 

Indre Missions Tidende har fået en gennemgribende ansigtsløftning. Det fik det også, da vi kunne fejre bladets 150-års-jubilæum i 2004. Denne gang er anledningen at vi markerer endnu et 150-års-jubilæum: Indre Missions. 

IMT har markeret jubilæet med et stort jubilæumsnummer i august (nr. 32) med fokus på bevægelsen i både fortid, nutid og fremtid. Det blev igen markeret i nr. 39 med mange siders reportager fra Åbent hus-dagen i over 150 missionshuse den 10. september og receptionen i Fredericia på selve fødselsdagen den 13. september.  

Nu sætter vi kronen på værket med et nyt Indre Missions Tidende, som udkommer til den store jubilæumsfest i Fredericia. Det nye IMT er resultatet af flere måneders arbejde og drøftelse i redaktionen. Tak til alle jer, der undervejs har bidraget, bl.a. ved at svare på læserundersøgelsen. Vi synes selv, at det er lykkedes at justere og tilpasse bladet, både når det gælder layout og redaktionelt indhold, på en måde, så bladet er kommet på omgangshøjde med tiden. Et nyt IMT til en ny tid. 

Måske skal nogen af os vænne os til nogle af forandringerne. Men vi tror og håber, at alle med tiden kan glæde sig over det nye IMT.  

Vores ambition er at lave et blad hver eneste uge, som rigtig mange har lyst til at læse og abonnere på. Et blad, som opbygger os i troen på Jesus og binder os sammen som bevægelse. 

Jubilæet er blevet fejret på mange forskellige måder i flere uger. Efter jubilæumsfesten d. 8. oktober bliver det så igen hverdag i Indre Mission. Det er godt at feste og helt vemodigt, at det nu snart er slut.  

Men det nye Indre Missions Tidende kan vi tage med ind i fremtiden og hverdagen. Lad os glæde os over den rigdom, og de mange gode muligheder, det giver os at have et ugemagasin, som er en forkynder i vore hjem og et informerende og undervisende bindeled i vores bevægelse.  

Må Gud velsigne den daglige redaktion til fortsat at være med til at give vores bevægelse liv og indhold.

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 41.

Ja - vi ved det godt. Cape Town-erklæringen siger det klart. Og når jeg hører mennesker sige det, bliver jeg begejstret! Men i virkeligheden er jeg ikke begejstret. For det er ikke altid, jeg oplever, at børn vægtes højt i det kirkelige arbejde.   Jeg kunne ønske mig flere knagrækker i børnehøjde i kirker, sognehuse og missionshuse.

Jeg kunne ønske mig, at programmet for børnene hver gang blev tilrettelagt med lige sÃ¥ stor iver og engagement som de voksnes. Jeg kunne ønske mig, at ordet “børnepasning” forsvandt fra det kirkelige vokabular. Jeg kunne ønske mig, at børnene blev i kirkerummet næste søndag, og at de voksne kunne gÃ¥ til “voksenpasning” imens!  

Hvem er blevet ringet op en halv time før en gudstjeneste eller et møde med spørgsmÃ¥let: “Hey - kan du lige lave noget for de voksne i dag? Bare find pÃ¥ noget …!” Nogle gange er det den virkelighed, vi serverer for vores børn. 

Undersøgelser for år tilbage gav indtryk af, at ca. 80 procent af de, der som voksne kalder sig kristne, har hørt evangeliet som børn. Derfor er der virkelig brug for at tale børnene sag.  

Jeg oplever, at det at arbejde med børn i kirken er “lav-status”. Jeg bliver mødt med et lille smil - og mÃ¥ske et “godt, at der er nogen, der vil det”. Det er ikke alle, der forstÃ¥r, at det kan være spændende og udfordrende at fortælle børn om Gud, for de svarer jo altid enten “Gud”, “Jesus”, “nej” eller “ja”!  

Jeg kunne slå i bordet - og råbe: Se det livsnødvendige i at få fortalt den næste generation evangeliet. At fortælle børn om Jesus er i den grad både udfordrende og krævende. De er tændte på at høre om Gud og suger til sig. Deres måde at fortælle om troen på eller leve det ud, kan være et stort vidnesbyrd for den voksne.                  

Det er nu, de er børn …

Bent Molbech Pedersen
Landsleder i Søndagsskolerne

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 40.